Panama bukker efter Trump-pres og gransker »kinesisk påvirket« havneselskab ved omstridt kanal

Under sin indsættelsestale gik Donald Trump atter retorisk til angreb på Panamakanalen. Det har fået Panamas hidtil affejende regering til at starte et omfattende kontrolsyn af international havnevirksomhed, der anklages for at trække tråde til det kinesiske styre.

Grønland og Panama er havnet i samme gyngende båd, og det kan nu ende med at koste havnepladsen for et selskab fra det begrænsede selvstyreland Hong Kong sydøst for Kina. 

Mandag indledte Panamas regering nemlig en rigsrevision af Hutchison Ports, der driver havne i 24 lande, herunder Tyskland og Storbritannien – og ikke mindst i begge ender af den omstridte Panamakanal, skriver finansmedierne Bloomberg og Financial Times.