Opdateret

FAKTA: Sådan fungerer forholdet mellem Kina og Hongkong

Hongkong er en del af Kina, men har en række særlige rettigheder. Bliv klogere på forholdet her.

Politiet i Hongkong måtte i 2019 håndtere demonstranter i hundredtusindvis. (Arkivfoto). Tyrone Siu/Reuters

En række prodemokratiske aktivister fra Hongkong er natten til tirsdag dansk tid blevet idømt flere års fængsel, fordi de har deltaget i et primærvalg i den særlige kinesiske administrative region.

Hongkong er en del af Kina, men har efter en aftale med Storbritannien fra 90'erne ret til demokrati og kapitalisme.

Her kan du læse dig klogere på Hongkongs historie:

* Fra 1839 til 1842 var Storbritannien i krig med Qing-dynastiet i Kina. Krigen kaldes Den Første Opiumskrig, og i denne konflikt erobrede Storbritannien Hongkong.

* Under Anden Opiumskrig fra 1856 til 1869 erobrede briterne halvøen Kowloon lige over for øen Hongkong.

* I 1898 indgik Storbritannien en aftale med Kina om, at kronkolonien Hongkong lejedes af briterne i en periode på 99 år frem til 1997.

* 1. juli 1997 overdrog briterne Hongkong til Kina.

* Overdragelsen skete med den kendte doktrin om, at Hongkong og Kina er "ét land, to systemer". En aftale, der løber frem til 2047, har til hensigt at sikre, at Hongkong fortsat har kapitalisme og demokratiske styreformer.

* Den kinesiske regering har i de seneste to årtier lagt tiltagende pres på den selvstændige karakter af Hongkongs retlige og politiske system.

* I 2019 udbrød store demonstrationer i Hongkong, hvor hundredtusindvis af demonstranter udtrykte deres utilfredshed fra det tiltagende pres fra regeringen i Beijing.

* I 2020 indførte Kina en kraftigt omstridte sikkerhedslov. Sikkerhedsloven udvisker blandt andet nogle af de juridiske grænser mellem det hongkongske og kinesiske retssystem.

* I 2021 blev 47 prodemokratiske demonstranter anholdt for brud på sikkerhedsloven.

* Natten til tirsdag er 45 af dem blevet idømt fængselsstraffe på mellem 50 måneder og 10 år. Heriblandt er blandt andet den kendte demokratiforkæmper Benny Tai, som idømmes ti års fængsel.

Kilder: AFP, Reuters og BBC.

/ritzau/