Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Et eventyr er som regel opbygget efter en model, hvor helten – eller heltinden – må rejse ud og gå så grueligt meget igennem, inden man igen kan vende hjem. Om den samme fortælling gør sig gældende for Ota Solgryn vides ikke, men det er dog sikkert, at et af Danmarks mest ikoniske brands er vendt hjem.
Efter et kort stop i udlandet hos Quaker under PepsiCo er Ota Solgryn, som siden 1898 har været en fast del af mange danske hjem, igen kommet på danske hænder. I sidste uge blev det nemlig offentliggjort, at Ota Solgryn pr. 2. september hører under Crispy Food.
På næsten eventyrlig vis er Ota Solgryn således vendt hjem. Det faktum gør sig gældende i mere end blot den forstand, at havregrynspakkerne med den store sol nu er på danske hænder. Faktisk forholder det sig nemlig sådan, at Crispy Food har en helt særlig tilknytning til morgenmadsproduktet, og den skal findes i søsterselskabet, Nakskov Mill Food.
Tilbage til der, hvor det hele begyndte
Det forholder sig nemlig sådan, at det var en fabrik i Nakskov, der tilbage i 1913 sørgede for ristning og pakning af havregrynene som i mere end 120 år har været en fast del af millioner af morgenmadsborde. Dermed kommer Ota Solgryn altså tilbage til der, hvor det hele begyndte.
Ifølge Christian Bring, topchef i Crispy Food og Nakskov Mill Food, har beslutningen om at købe Ota Solgryn udgangspunkt i, at det er »sundt kvalitetsprodukt som tiltaler den moderne forbruger«.
Derudover er det ifølge Christian Bring også svært at finde »stærkere danske brands end netop Solgryn«.
Og det er da også Ota Solgryns stærke brandværdi, som har gjort morgenmadsproduktet interessant for Crispy Food. Derfor har man fra selskabets side heller ikke tænkt sig at ændre ved grundstenen i produktet, og havregrynene vil fortsætte med at smage, som de har gjort gennem mere end et århundrede.
»Vi har respekt for historien og genkendeligheden ved Solgryn, men der er selvfølgelig gennem årene sket mange udviklinger af reklamer, pakker, samarbejder og så videre. Vi skal fortsætte den udvikling, og det glæder vi os meget til,« siger Christian Bring, topchef i Crispy Food og Nakskov Mill Food, i en pressemeddelse.
Man vil fra Crispy Foods side arbejde for, at Ota Solgryn bliver ved med at tiltale den moderne forbruger, men der er ingen planer om at foretage »dramatiske ændringer« i havregryns pakkernes design.