Ombejlet dansk småkagefirma kommer på nye hænder i milliardhandel

Det danske småkagefirma Kelsen Group er blevet solgt i en milliardhandel, der igen sender det danske firma på europæiske hænder. Godt nyt for selskabet, lyder det.

Kjeldsens småkager i Nørre Snede er kommet i familie med Nutella ved en milliardhandel. Fold sammen
Læs mere
Foto: TONY BRØCHNER

Den danske småkagevirksomhed Kelsen Group, der producerer vaniljekranse og kringler, har fredag skiftet ejer i en milliardhandel.

I gennem næsten et år har der været rift om at få fingrene i den danske godbid, der sælges i karakteristiske lyseblå metaldåser, og som på fem år har formået at fordoble bundlinjen.

Firmaet med hovedkvarter i Nørre Snede er blevet handlet til næsten to milliarder kroner til det belgiske firma CTH, oplyser partnerne i en pressemeddelelse.

Det belgiske firma er forbundet med den italienske producent af konfekture Ferrero Spa, der nok mest er kendt for at lave Nutella. Ifølge Kelsens administrerende direktør Brian Rønsholdt giver ejerskiftet nogle »gode muligheder« for den danske småkageproducent.

»Vi har en overbevisning, om at det kan blive rigtigt spændende for Kelsen. Der venter en masse arbejde, der skal gøres nu for at udnytte det, men handlen er bestemt godt nyt,« siger Brian Rønsholdt til Berlingske.

Direktøren er tilbageholdende med at fortælle, hvad der konkret ligger i de planer. Men han løfter gerne en lille del af sløret for, hvad der er i vente for selskabet.

»Nu skal jeg passe på, hvor meget jeg siger, men Kelsen har i mange år haft et spændende marked i Kina, hvor der er nogle rigtigt gode vækstmuligheder. Der kan det nye ejerskab accelerere det yderligere, fordi den nye ejer har en rigtig god kompetence og ekspertise på de markeder,« siger Brian Rønsholdt.

Det skyldes, at den nye ejer allerede har et forhandlernet, der kan komme Kelsen til gode.

Med handlen får de 400 ansatte i Kelsen Group også en ny arbejdsgiver, der med i handlen får selskabets to fabrikker i Ribe og Nørre Snede. For de ansatte forventer Brian Rønsholdt også, at det er en god nyhed.

»Vi forventer, at det er positivt i fremtiden. Vi går ud fra, at vi kan vokse forretningen, og det får selvfølgelig også konsekvenser for medarbejderstaben,« siger han.

Virksomhedens småkager bliver i dag solgt i mere end 100 lande på verdensplan og står ifølge Ferrero særligt stærkt i Kina, Hongkong og USA.

Sælgeren af den 80 år gamle kagefirma er den amerikanske dåsemadsproducent Campbell Soup Company, der sidste år satte et prisskilt på Kelsen Group, fordi firmaet fra USA var under pres for at øge indtjeningen og aktiekursen. Handlen skal ifølge administrerende direktør i Campbell Mark Clouse skærpe firmaets opmærksomhed på det amerikanske hjemmemarked.

Ifølge Bloomberg overvejede den store amerikanske fødevarevirksomhed Mondelez International Inc., der producerer kiksen Oreo, sidste efterår at byde på Kelsen Group, der blev sat til salg for et år siden. Også kapitalfonde var med i opløbet.

Siden Kelsen Group blev solgt i 2013 til den amerikanske suppeproducent Campbell, der især er kendt for sin dåsemad, har selskabet skruet op for evnen til at tjene penge. I 2013 havde småkagevirksomheden et overskud på 117 mio. kr, mens den i 2017 havde et overskud på 230 mio. kr.

Kelsen er kendt for mærkerne Kjeldsens og Royal Dansk og har de sidste 12 måneder solgt for godt én milliard kroner. Det er imidlertid kun en mindre del af småkagemarkedet, der ifølge Campbells i 2013 var på i omegnen af 400 milliarder kroner på verdens plan. I 2024 ventes det at være mere end fordoblet især på grund af væksten i Asien.

Før Campbell var ejeren Maj Invest, der havde købt selskabet i 2006. Efter at have haft et til-salg-skilt påklistret i halvandet år blev selskabet for seks år siden solgt til Cambell.

Handlen ventes at gå i gennem i første kvartal af 2020.