Olieprisen er nu kollapset

Ikke siden 2003 har olien været så billig. Det skyldes, at mange arbejder hjemme og derfor ikke har behov for at tanke bilen op. Norge rammes hårdt, og den norske krone styrtdykker, så den nu kun koster 60 danske øre.

Der er ikke længere helt så mange, der har behov for at tanke bilen op, for de ikke skal møde på arbejde. Det får – sammen med den russisk-saudiske oliekrig – oliepriserne til at styrtdykke, og det rammer olielandet Norge hårdt, hvor den norske krone aldrig har været billigere. Joe Klamar/Ritzau Scanpix

Olieprisen styrtdykker og ligger nu på det laveste i 17 år, fordi efterspørgslen er så ringe, nu hvor færre bevæger sig rundt som følge af coronavirus. Det trækker olielandet Norge med ned, så den norske krone har aldrig været billigere.

»Olieprisen er kollapset,« konstaterer seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank, efter at prisen onsdag aften dykkede med ti procent, således at en tønde olie nu koster under 25 dollar – dette har ikke været tilfældet siden 2003.

Intern oliekrig nærmer sig smertegrænsen

Millioner arbejder hjemme eller er sendt hjem, og massevis af arbejdspladser er lukket for at begrænse smittespredningen fra coronavirus. Dette giver langt mindre behov for transport og dermed for at tanke bilen op.

Oveni kommer så den priskrig, som olieproducerende lande Saudi-Arabien og Rusland for tiden fører, og som har fået oliemængderne skruet op på samme niveau, som før forbruget faldt drastisk.

Saudi-Arabien står ifølge den britiske finansavis Financial Times fast på at skrue op for hanerne i de kommende måneder trods det faldende forbrug. Også Rusland fastholder sin position, selv om landet indrømmer, at det som følge af prisfaldet vil køre med budgetunderskud i år.

Det var Rusland, der trak først, og besluttede sig for at øge olieproduktionen, selv om de olieeksporterende landes organisation, OPEC, på et møde i Riyadh i Saudi-Arabien havde besluttet at skrue ned for produktionen for dermed at kunne holde en højere pris.

Ruslands tiltag fik på den baggrund Saudi-Arabien til at erklære oliekrig.

»Rusland, Saudi-Arabien og OPEC er sandsynligvis ved at nå smertegrænsen for, hvor lav olieprisen må blive. Det kan tvinge dem til forhandlingsbordet for at forhandle om produktionsbegrænsninger, der kan presse olieprisen op eller i hvert fald stabilisere markedet. Vi vurderer derfor, at man som investor skal have is i maven i øjeblikket. Efterhånden som landene får styr på covid-19 (coronavirus, red.), vil den globale økonomiske aktivitet igen komme op i et højere gear, og det vil smitte af på olieprisen og den norske krone,« mener Kim Blindbæk fra Sydbank.

Norge hårdt ramt – kronen har aldrig været billigere

Det Internationale Energiagentur har tidligere advaret om, at oliekrigen vil ramme særligt hårdt i de fattigere olielande som Irak og Ecuador. Deres indtægter fra salg af olie og gas kan falde med helt op til 85 procent, skriver Financial Times.

Også Norge rammes hårdt, og den norske krone var onsdag aften blevet seks procent mindre værd. Nu kan man få en norsk krone for blot 0,606 danske kroner.

»Det er det laveste niveau nogensinde. End ikke finanskrisen bød på en svagere norsk krone. Olieprisfaldet trækker simpelthen den norske krone med ned,« siger Kim Blindbæk fra Sydbank.

Han understreger dog, at den norske økonomi fortsat har »sunde balancer«, og at den norske regering kan trække på den berømte Oliefonden – en gigantisk pengetank, som regeringen har lov til at bruge tre procent af. Oliefonden er i øjeblikket på cirka 10.000 milliarder norske kroner.

Kim Blindbæk forventer flere rentenedsættelser i Norge i den kommende tid.