Olieboss anklager vestlige ledere for energikrisen: I klimarus har vi glemt at fossilt brændstof »styrer verden i dag«

Det er ikke Putins krig, der er kilden til den eskalerende energikrise. I stedet skal pilen peges mod de vestlige lederes hurtige omstilling til grøn energi, mener den øverste chef i et af verdens største olieselskaber. Han kalder på en mere »ærlig samtale« om tidens største krise.

Administrerende direktør i en af verdens største olieselskaber, Chevron, mener, at Vestens underinvesteringer i olie og gas er skyld i den nuværende energikrise. Caroline Brehman/EPA/Ritzau Scanpix

Mens Vestens ledere lige nu kæmper for at banke inflationen på plads og få styr på forsyningssikkerheden, kommer øverste chef i oliegiganten Chevron med en opsigtsvækkende anklage:

De vestlige statsledere har forværret den nuværende gas- og oliekrise ved at sløjfe investeringer i fossilt brændsel, mens de for hurtigt er overgået til grøn energi.

Ifølge Mike Wirth, der er administrerende direktør i Chevron, er de sidste 20 års globale investeringer i vedvarende energi resulteret i et mere »uforudsigeligt« og »kaotisk« energimarked.

Det skyldes, at fossile brændstoffer som olie og gas i dag stadig udgør 80 procent af den globale efterspørgsel på energikilder, fortæller Mike Wirth i et interview med finansmediet Financial Times.

Han mener, det er et aspekt, som bliver glemt i den nuværende debat, hvorfor oliechefen nu opfordrer statsledere og myndigheder til at føre en mere »ærlig samtale« om den energikrise, vi lige nu står overfor.

»Virkeligheden er, at (fossilt brændstof, red.) er det, der styrer verden i dag,« siger han:

»Det kommer til at styre verden i morgen, fem år fra nu, ti år fra nu og 20 år fra nu.«

Chevron har rødder i USA og er en af verdens fjerdestørste energiselskab målt på markedsværdi. I 2021 havde virksomheden en omsætning på 156 milliarder dollar, mens de i andet kvartal i 2022 kom ud med et overskud på knap 12 milliarder dollar (knap 88 milliarder kroner). Jonathan Bachman/Ritzau Scanpix

Skyldes ikke krigen

Siden Putins invasion i Ukraine 24. februar har verdensledere måttet se i øjnene, at vi vil stå midt i en forsyningsknaphed til vinter, der ikke blot rammer virksomheder, men også de enkelte husstande.

Spørger man Mike Wirth, er kilden til den eskalerende energimangel ikke Vladimir Putins krig.

Den skal i stedet findes i de mangeårige underinvesteringer i ny olieforsyning, der har ført til en halvering af de årlige anlægsinvesteringer i olie- og gasprojekter sammenlignet med før coronapandemien.

Der er de seneste år blevet kastet lys på, at klimaforandringerne er menneskeskabte. FNs klimarapport IPPC har også konkluderet, at fossile brændstoffer har spillet en rolle, når det kommer til klimakrisen.

Et utal af lande har af samme årsag investeret massivt i vedvarende energi de sidste mange år for at bremse de klimaforandringer, som vi kommer til at opleve i fremtiden.

Som bekendt har vi herhjemme et klimamål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030, og det betyder også flere investeringer i vedvarende energi.

På den anden side af Atlanten har den amerikanske præsident, Joe Biden, netop indført en ambitiøs klimapakke, der blandt andet har til mål at masseinvestere i mere grøn energi.

Chevron har rødder i USA og er verdens fjerdestørste energiselskab målt på markedsværdi. I 2021 havde virksomheden en omsætning på 156 milliarder dollar, mens det i andet kvartal i 2022 kom ud med et overskud på knap 12 milliarder dollar (knap 88 milliarder kroner).