Ørsted-boss forventer skældud efter gedigne kurssmæk – »vores job er ikke at styre aktiekursen«

Ørsted-aktien har siden topchef Mads Nippers tiltrædelse i januar 2021 været under massivt pres. Men selvom kursen næsten er halveret, er det ifølge topchefen vigtigt ikke at lade sig friste til at træffe beslutninger for på kort sigt at stoppe blødningen.

Administrerende direktør i Ørsted Mads Nipper er stærkt tilfreds med, at selskabet i 2021 gaflede en fjerdedel af den havvind, som blev delt ud på verdensplan – eksklusive Kina. Søren Bidstrup

Det første år som administrerende direktør for et af Danmarks største og mest værdifulde selskaber har med Mads Nippers egne ord været godt og grundigt »bøvlet«.

Det fortalte Ørsted-topchefen onsdag på et pressemøde i kølvandet på aflæggelsen af regnskabet for 2021 – hans første år i spidsen for den danske energikæmpe.

Et sammensurium af forskellige ting har lettere karikeret sagt skabt en hulens masse modvind for Ørsted, hvis primære forretning går ud på at opføre og drive enorme havvindmølleparker.

Lad os eksempelvis blive ved vinden et øjeblik. For mens Ørsted efterhånden har planer om at opføre havvind over store dele af kloden fra USA over Europa og til Taiwan, står de fleste færdigbyggede havvindmølleparker i dag rundt omkring i Nordsøen.

Og når pengene i kerneforretningen i høj grad skal trille ind fra den strøm, de færdigbyggede møller producerer, er det ikke just en fest, når det næsten ikke blæser.

Faktisk endte 2021 sammen med 2010 ifølge Mads Nipper som det mindst blæsende år i op mod et kvart århundrede. I kroner og øre betød det en negativ effekt for Ørsted på næsten tre milliarder kroner i forhold til et mere normalt år.

Alligevel erklærer topchefen, der tiltrådte sin stilling ved indgangen til 2021, sig »vældig tilfreds« med Ørsteds 2021. Det gør han blandt andet med henvisning til, at danskerne på trods af sultne konkurrenter som oliekæmperne BP, Total, Shell og Equinor skaffede nye, store havvindprojekter i både USA og Polen til den i forvejen verdensledende portefølje.

»Der er skrevet meget om olieselskabernes store indtog og aggressivitet. Det er også faktuelt rigtigt. Til trods for det er det lykkedes os at sikre 4,5 gigawatt (GW) havvind i løbet af 2021. Det er 25 procent af alt, hvad der blev delt ud i verden eksklusive Kina. Det er for os en nærmest fysisk manifestation af, at vores konkurrencedygtighed er utroligt stærk,« siger Mads Nipper.

På trods af de uforudsete problemer lykkedes det Ørsted at komme ud af 2021 med et driftsresultat på godt 24 milliarder kroner. Det er knap seks milliarder kroner bedre end året forinden.

De pæne tal skyldes blandt andet, at man har frasolgt ejerandele af vindmølleparkerne Borssele 1 & 2 og Greater Changhua. De indbragte 8,5 milliarder kroner.

Kursen savet midt over

Der er bare, som om investorerne i det børsnoterede selskab – som den danske stat ejer 50,1 procent af – ikke rigtig har opdaget eller anerkendt, at det bag de lave vindhastigheder og en global pandemi på mange måder egentlig går efter planen.

I et ellers stærkt aktieår, hvor det danske C25-eliteindeks – der indeholder de mest omsatte danske aktier – samlet set gik 17,2 procent frem, faldt Ørsted i 2021 med mere end 30 procent i værdi. Og nedturen er fortsat ind i 2022 med det resultat, at Ørsteds markedsværdi onsdag var knap og nap halveret i forhold til få dage efter Mads Nippers tiltrædelse i januar 2021.

Ørsted havde onsdag inviteret erhvervsjournalister til pressemøde i Gentofte for at tegne og fortælle om regnskabet for 2021 og fremtidsudsigterne. Til venstre afgående finansdirektør Marianne Wiinholt. Søren Bidstrup

Aktiekursen er sjældent noget, ledelsen i de største børsnoterede virksomheder for alvor har lyst til at tale om. Alligevel adresserede den afgående finansdirektør, Marianne Wiinholt, den selv på et pressemøde i Gentofte.

Her gjorde hun opmærksom på, at hvis man går tilbage til børsnoteringen i 2016, da det daværende DONG Energy blev værdisat til 108 milliarder kroner, er værdien selv efter et massivt fald fra 570 milliarder kroner til knap 300 milliarder kroner stadig næsten tredoblet.

Efterfølgende afviste Mads Nipper enhver tanke om at reagere på selve kursdykket:

»Jeg er helt overbevist om, at det rigtige at gøre er at holde fast i at levere det, vi har sagt, vi ville. Og så skal vi bevise vores konkurrencedygtighed i det marked, hvor vi er markedsleder. Det kommer vi til at fokusere benhårdt på. Jeg kan ikke kommentere aktiekursen – det må en ceo simpelthen ikke i et børsnoteret selskab. Men ved at gøre de rigtige ting er jeg også overbevist om, at vores aktionærer vil sætte pris på det.«

Det kan alt andet lige ikke være den bedste start, når man skal ud og tale med investorerne: At deres investering på lidt over et år er blevet halvt så meget værd?

»Det er det naturligvis heller ikke. I må endelig ikke misforstå det – vi tager værdiskabelse dybt, dybt alvorligt. Men vores job er ikke at styre aktiekursen. Vores job er både at sikre vores kortsigtede resultatskabelse og vores evne til at levere langsigtet konkurrencedygtighed og værdiskabelse. Det er dét, vi skal fokusere på,« siger Mads Nipper og fortsætter:

»Vi har respekt for det, og vi har dialog om det. Vi kommer til at have dusinvis af investormøder de næste dage. Og vi skal også nok få skældud af nogle. Men faktum er, at vores opgave er at blive ved med at drive virksomheden så godt, vi kan. Selvfølgelig tage perspektiv og feedback ind på det, men vi må ikke begynde at styre efter den kortsigtede aktiekurs. Det vil simpelthen være forkert.«