De fire store teleselskaber protesterer mod statens planer om at gøre det muligt for virksomheder og offentlige myndigheder at etablere deres egne, lokale 5G-mobilnet og dermed reservere noget af pladsen på mobilfrekvenserne til det formål.

Energistyrelsen, som er øverste telemyndighed i Danmark, har sendt forslaget i høring, inden der senere skal holdes auktioner over flere mobilfrekvenser, som skal bruges til den lynhurtige 5G-teknologi, der for alvor ventes udbredt også i Danmark de kommende år, når også nye mobiltelefoner, der kan bruge den, er blevet udbredt her.