Gennem mere end ti år har en smartphone mere eller mindre lignet sig selv, bortset fra at skærmen er vokset. Det er slut nu.
På og op til verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona i denne uge har de godt 107.000 besøgende fagfolk oplevet, at den klassiske smartphone udvikler sig – i flere retninger – fra designet på den første iPhone fra 2007. Det sker efter det første hele år med tilbagegang i smartphonesalget, fordi de fleste allerede har købt og i øvrigt beholder telefonen længere, fordi nyskabelserne er få og prisen på de nye toptelefoner højere og højere.