Ny TV-boks fra Telia uden internetkrav

TV-boks kombinerer TV og streamingtjenester men kræver ikke, at man også køber internetabonnement hos Danmarks tredjestørste teleselskab.

Telias nye TV-boks med abonnement på Telia TV kan kobles til en hvilken som helst internetforbindelse. Foto: Telia Fold sammen
Læs mere

Telia opruster på TV-markedet med en ny TV-boks, hvor man ikke er tvunget til at skulle købe internetforbindelsen eller mobilabonnementet med.

Den nye TV-boks kombinerer TV og streamingtjenester, og Telia kalder den »markedets mest fleksible TV-boks«. Telia håber dermed at kunne skaffe flere kunder til sine Telia TV-abonnementer.

»Hvis man går ind i et supermarked, bliver man jo heller ikke nægtet at købe yoghurt, hvis man ikke samtidig køber seks liter mælk. Det er en uskik blandt danske TV-udbydere. Derfor skal man ikke nødvendigvis være internetkunde hos Telia for at få adgang til Telia TV og den nye TV-boks. Vi har mange TV-kunder, der enten har arbejdsgiverbetalt internet eller bor i en boligforening, hvor de ikke frit kan vælge internetudbyder,« siger Telias privatkundedirektør Gustav Berghog om den nye satsning.

Samler TV og streaming - og kan tages med på ferie

Telia, som er Danmarks tredjestørste teleselskab, har hidtil primært solgt Telia TV som en del af sine mobilabonnementer, så man bruger mobilnettet til at overføre TV-signalerne til enten mobiltelefon eller computer med mulighed for at sende dem videre til fladskærmen derhjemme. TV-boksen kombinerer - ligesom de øvrige TV-udbyderes TV-bokse herhjemme - muligheden for også at have streamingtjenester som, i Telias tilfælde, HBO Nordic og CMore med, så man får et samlet overblik over det hele. Og det vil altså kunne gøres, uden at der samtidig stilles krav om, at TV-udbyderen også skal levere internetforbindelsen. Telia giver dog rabat på streamingtjenesterne, hvis man også har internetforbindelsen og mobilabonnementet hos selskabet.

Netflix og Viaplay - to af de store streamingtjenester i Danmark - er endnu ikke med på boksen men forventes at lande snart.

Telias nye TV-boks kan desuden tages med i hele Europa, så man har sine TV-kanaler og sine streamingtjenester med sig.

Telia TV blev lanceret i 2015 og har hele tiden fungeret selvstændigt. Telia TV virker som en app, der også kan bruges gennem f.eks. Apples TV-boks. Telia havde ved udgangen af september 27.000 TV-kunder - et fald fra 32.000 for et år siden.

Telia TV koster fra 99 kroner om måneden for den lille pakke med 17 TV-kanaler, mens den store pakke med 46 TV-kanaler koster 329 kroner om måneden.

Kamp om TV-kunderne skærpes

Stadig flere danskere vælger at neddrosle deres traditionelle TV-abonnementer, mange vælger helt at sige dem op. TV har været en guldgrube for TV-udbyderne - teleselskaberne og energiselskaberne -, der derfor er blevet tvunget til at finde andre måder at gøre sig interessante på.

De fleste har derfor egne TV-bokse, hvor de giver kunderne en brugerflade, der samler TV-kanaler og streamingtjenester, som man kan tilkøbe, så man får et samlet overblik over det hele og let kan skifte mellem TV-kanaler, streamingtjenester, arkiv med tidligere udsendelser, mulighed for at leje film og meget mere.

Danmarks fjerdestørste TV-distributør og tredjestørste internetleverandør, Waoo, som ejes af en række energiselskaber, lancerede 4. september sin nye TV-pakke, som kan køre direkte over netforbindelsen - altså med krav om internetabonnement hos Waoo. Men Waoo er klar til at sælge TV-pakkerne over enhver internetforbindelse fra alle internetleverandører, når blot hastigheden kan garanteres, så billedet ikke hakker eller fryser.