Landets største bank med topchef Chris Vogelzang i spidsen gør klar til en ny sparerunde.
Det fremgår af halvårsregnskabet for Danske Bank fredag.
»For at sikre de nødvendige fremskridt vil vi igangsætte yderligere omkostningstiltag, hvilket desværre også vil betyde, at vi må sige farvel til flere medarbejdere,« lyder det fra topchefen i en meddelelse til regnskabet.
Samtidig står det klart, at Danske Bank har taget nedskrivninger på mere end fem milliarder i løbet af de første seks måneder 2020, hvor coronakrisen har været den helt store faktor. Der er altså tale om væsentlig færre nedskrivninger i andet kvartal end første kvartal, hvor banken nedskrev for mere end fire milliarder kroner.
Der var væsentligt lavere nedskrivninger end i 1. kvartal, og vi forventer at have foretaget de fleste af de nedskrivninger, der bliver nødvendige for året som helhed.Topchef i Danske Bank, Chris Vogelzang
Men udgifter til det såkaldte compliance-arbejde, der handler om at sikre, at banken lever op til lovgivning og krav fra myndigheder, stiger samtidig, hvilket altså får banken til at ville skille sig af med flere medarbejdere andre steder.
Det er bankens mål at nedbringe driftsomkostningerne til omkring 26 mia. kr. næste år, svarende til et fald på 8-10 pct.
»De underliggende omkostninger er stadig for høje, og med en øget makroøkonomisk usikkerhed og de udfordringer, det giver for vores muligheder for at løfte indtægterne, er vi nødt til at fokusere endnu mere på at nedbringe omkostningerne. For at sikre tilstrækkelig fremdrift vil vi derfor fremrykke vores indsats på dette område, hvilket desværre også vil betyde yderligere strukturelle reduktioner i medarbejderstaben på tværs af koncernen mod slutningen af 2020 samt i 2021,« siger finansdirektør Stephan Engels.
I februar kom det frem, at Danske Bank nedlagde 400 stillinger, og 230 medarbejdere dermed ville få en fyreseddel – de 120 af dem i Danmark.
Det er i det hele taget usikre tider for de ansatte i banken. I juni satte banken gang i sit projekt med at få bankens medarbejdere til at arbejde på en »mere agil måde«. Det har betydet, at 750 medarbejdere fik nye roller i banken.
»Dette var første skridt i en radikal ændring af vores måde at arbejde på, som vil omfatte mere end 4.000 medarbejdere omkring årets udgang,« lyder det fra Chris Vogelzang.
Han fastholder samtidig 2023-målet for banken.
Regnskabet fra banken lander ellers på ryggen af, at flere analytikere i Berlingske har udtrykt skepsis over for, om Danske Bank og topchef Chris Vogelzang kan nå sit mål.
Det er ambitionen at nå en egenkapitalforrentning på ni-ti pct. (investorernes afkast af den investerede kapital). Derudover sigter banken efter at nå en omkostningsprocent i den lave ende af 50erne i 2023. Til sammenligning lå omkostningsprocenten efter tredje kvartal 2019 på 58,5.
Samtidig har sager om lønhop til bestyrelsen, skrappe krav til boligkøbere og kritik af manglende erfaring og dansk islæt på bankens ledelse omgærdet banken. Det alt imens banken har skullet stå en afgørende prøve som en fuldstændig central samfundsinstitution, da coronakrisen ramte landet, og flere virksomheder fik behov for at trække på kreditter og tålmodighed i landets største bank.
»Indtil videre har vi hjulpet mere end 9 ud af 10 privat- og erhvervskunder, og gennem en række tiltag vil vi fortsat tilbyde at hjælpe vores kunder med overgangen, når statens hjælpepakker udfases,« siger Chris Vogelzang i regnskabsmeddelelsen.
Coronakrisen kradser – optimisme på vej
Allerede inden pandemien ramte, var det åbenlyst, at Danske Bank var presset af faldende indtægter og udgifter til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, der har udløst massive investeringer for banken.
Men selv om de første to måneder af 2020 ifølge banken var lovende, ændrede sygdomsudbruddet og de efterfølgende nedlukninger alt, og Danske Bank nedskrev i forbindelse med regnskabsaflæggelsen i april for 4,25 mia. kr. grundet coronavirus og krisen i oliesektoren.
Det udløste et minus på 1,3 mia. kr. for første kvartal. Til sammenligning havde Danske Bank et overskud på 3,0 mia. kr. i samme kvartal året før.
Nu er de samlede nedskrivninger oppe på 5,3 milliarder kroner. I de første seks måneder af 2019 var tallet under én milliard kroner.
»Der var væsentligt lavere nedskrivninger end i 1. kvartal, og vi forventer at have foretaget de fleste af de nedskrivninger, der bliver nødvendige for året som helhed,« siger Chris Vogelzang.
Samlet havde banken indtægter for godt 20 milliarder kroner i første halvdel af 2020, fremgår det af regnskabet.