Ny hæder til Ørsted, hvor grøn er lig med guld: »Det er noget, investorerne lægger meget stor vægt på«

Investorer strømmer ind i bæredygtige investeringer, og der følger ofte gode afkast med. Ørsted med en markedsværdi på 410 milliarder kroner har netop vundet CSR Prisen 2020 for den bedste afrapportering om bæredygtighed og klima.

Ørsteds havvindmøllepark Hornsea One i Storbritannien. Investorerer flokkes til den danske energikæmpe som en ansvarlig og bæredygtig investering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ørsted/Ritzau Scanpix

Det kan godt være, at danske Ørsted tilbage i januar blev kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed. Men den verdensledende energikæmpe, der opfører havvindmølleparker over hele kloden, har aldrig vundet den hjemlige CSR Prisen som de bedste i Danmark til at rapportere om samfundsansvar, bæredygtighed og klima.

Altså ikke før nu. Mandag eftermiddag blev prisen for 2020, der uddeles af revisorernes brancheorganisation FSR, overrakt til Ørsted og A.P. Møller - Mærsk på en delt førsteplads i kategorien for børsnoterede virksomheder.

Det sker efter, at Ørsted tidligere i år meldte ud, at selskabets egen drift og energiproduktion skal være CO2-neutral i 2025, mens det samlede klimaaftryk fra Ørsted – herunder alle underleverandører – skal være CO2-neutralt i 2040.

»Vi har gerne villet vinde prisen i flere år. Ørsted har været gennem en fundamental rejse og transformation på ti år, og den rapportering, vi hædres for, indrammer hele den transformation, vi har været igennem,« siger strategidirektør i Ørsted, Jakob Askou Bøss.

Med et pejlemærke om at skabe en verden, der kan fungere udelukkende på grøn energi, er det helt afgørende skridt for Ørsted, når man i 2023 lukker Esbjergværket og helt stopper med at fyre med kul.

»Vi blev i 2016 børsnoteret med en grøn equity story. Det var det, investorerne købte ind i med hele vækstpotentialet inden for havvind og med klare grønne ambitioner. Den profil er kun blevet skarpere med tiden,« siger Jakob Askou Bøss.

Ingen filantropi over grøn forretning

Strategidirektøren forklarer, at bæredygtighed, samfundsansvar og klima bliver et vigtigere og vigtigere emne hos både investorer verden over og hos de aktieanalytikere, som følger børsnoterede selskaber tæt.

De bæredygtige investeringer – også kaldet ESG-investeringer – er simpelthen et brandvarmt emne.

»Det er noget, vi kan se, at investorerne lægger meget stor vægt på, når de køber ind i Ørsted-aktien. Ørsted er i dag den aktie, som er mest udbredt at eje blandt bæredygtighedsfonde og -investorer bredt set. Det er selvfølgelig, fordi vi har en meget klar profil. Vi kan se i dialogen med vores investorer, at vi blandt andet bliver valgt af den grund,« siger Jakob Askou Bøss og fortsætter:

»Der kommer i de her år mere og mere videnskabelig dokumentation frem om, at virksomheder med en stærk ESG-performance har et højere finansielt afkast end andre. Så ESG-profilen er simpelthen også blevet et stærkt pejlemærke for, hvordan den vil performe finansielt. Den indsigt var på ingen måde bevist, da vi startede vores transformation.«

Siden Ørsted blev børsnoteret under navnet Dong Energy i 2016, er aktien steget mere end 300 procent.

Det betyder, at Ørsted i dag er Danmarks næstmest værdifulde selskab med en markedsværdi på 410 milliarder kroner – mere end A.P. Møller - Mærsk, Danske Bank og Carlsberg tilsammen.

Når Ørsted i øjeblikket taler med investorer og analytikere, er biodiversitet et af de hedeste emner. For én ting er at have en plan for sit klimaaftryk. Men hvad med den måde, som virksomheders produkter påvirker biodiversiteten? Som når Ørsted rejser enorme havvindmøller og roder rundt i havbunden undervejs.

»Man skal have styr på, hvordan man co-eksisterer med de biosystemer, man er en del af. Det er en meget væsentlig dialog,« siger Jakob Askou Bøss.

Igennem flere år har Ørsted haft fokus på at opbygge et system til at måle og rapportere om bæredygtighed og klima parallelt med den finansielle rapportering. Kort sagt sådan at ESG-rapporteringen foregår lige så systematisk og professionelt, som når man indsamler og fremlægger regnskabstal.

I alt var 67 virksomheder i puljen hos FSR til en nærmere bedømmelse af deres rapporter om samfundsansvar, bæredygtighed og klima. Syv blev efterfølgende nomineret.

Det er første gang, at prisen hos de børsnoterede virksomheder bliver delt mellem to. Mens det er første gang, Ørsted vinder, er det ottende gang, at sejren går til A.P. Møller - Mærsk.

For få uger siden buldrede Ørsted også frem i en omfattende imageanalyse, hvor selskabet nu ligger nummer tre i Danmark.

LÆS MERE