Ny dataaftale mellem EU og USA risikerer at komme for sent for Facebook

Et forbud mod, at Facebook kan overføre europæeres data til USA, ser ud til at blive virkelighed, før EU og USA får forhandlet en tilstrækkeligt sikker aftale på plads. Facebook og Instagram har truet med stoppe i Europa, hvis det sker.

Facebook, som ledes af stifteren Mark Zuckerberg, har truet med at lukke både Facebook selv og det Facebook-ejede Instagram i Europa, hvis ikke det børsnoterede selskab fortsat kan overføre europæeres data til servere i USA. Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

Det kan meget vel ende med at være for sent, når EU og USA når til enighed om en aftale om, hvordan man på sikker vis kan lægge europæeres personlige data på servere i USA.

For inden da risikerer Facebook og andre, som i dag arbejder i Europa, men lagrer data i USA, at det irske datatilsyn på vegne af alle 27 EU-lande trækker stikket ved at forbyde dataoverførslen, fordi der er for stor risiko for, at amerikanske efterretningstjenester kan tilgå de personlige oplysninger.