Der er udsigt til, at elektronik som computere, mobiltelefoner og fladskærmsfjernsyn bliver dyrere op til både Black Friday-udsalgsdagen og hele den enorme og vigtige julehandel, efter at verdens største producent af chip nu hæver priserne med op til 20 procent. Samtidig melder to af verdens største pc-producenter, at de ikke kan følge med efterspørgslen.
Taiwan Semiconductor Manufacturing Co. (TSMC), der blandt andet er storleverandør til Apple, vil ifølge den amerikanske finansavis Wall Street Journal sætte priserne på de mest avancerede chip op med omkring ti procent, mens mindre avancerede chip, der blandt andet bruges i nye biler, vil stige med omkring 20 procent.