Der bliver travlt i butikkerne her i dagene mellem jul og nytår, for omkring en million danskere ventes at skulle ud og bytte gaver for mellem 350 og 400 millioner kroner.

Sådan lyder prognosen fra erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv, der samler en stor del af landets detailhandlende.

Næsten halvdelen af de byttede gaver – 47 procent – var i julen 2022 tøj, mens boligtilbehør kom ind på andenpladsen med 18 procent, og personlig pleje som kosmetik, cremer og lignende var tredjestørste bytteområde med 12 procent.

»I år forventer vi også, at hver femte dansker skal bytte minimum én gave. Baseret på tidligere års undersøgelser vurderer Dansk Erhverv, at der skal byttes gaver for et beløb i størrelsesordenen 350-400 millioner kroner,« siger chefkonsulent Bo Dalsgaard.

Flest gaver byttes i butikkerne

Selvom stadig flere julegaver er købt i netbutikker, bliver langt de fleste gaver byttet i de fysiske butikker. I julen 2022 gjaldt det tæt på 85 procent af alle byttegaverne.

»Det giver folk i butikkerne og er en oplagt mulighed for mersalg for butikkerne, da 46 procent af de danskere, der sidste år var ude at bytte gaver, valgte at bruge hele byttebeløbet eller mere i den butik, hvor de byttede gaven,« siger Bo Dalsgaard.

25 procent af danskerne fik et tilgodebevis, mens 24 procent fik pengene retur.

Man skal huske at tage kvitteringen med, hvis man gerne vil have pengene tilbage. Skal gaven blot byttes til noget andet i butikken, er det som regel nok med et byttemærke.

Hvis gaverne er købt på nettet, har man normalt 14 dages fortrydelsesret, fra køberen modtog varen. Mange netbutikker har dog udvidet fortrydelsesretten, så gaverne også kan byttes efter jul.