Nu roser erhvervslivet pludselig regeringen: »Kunstigt åndedræt« kan redde mange

Den nye melding om at tilføre erhvervslivet 170 milliarder kroner i ekstra likviditet gennem en række lån og udskydelse af skat vækker glæde blandt en række erhvervsorganisationer.

Den seneste tid er dansk erhvervslivs kritik af regeringen taget til i styrke, i takt med at de danske virksomheder er blevet mere og mere pressede.

Men fredag morgen er tonen en anden.

Nu jubler flere erhvervsorganisationer over de tiltag, som regeringen præsenterede på et pressemøde fredag morgen i Industriens Hus. Her forklarede skatteminister Morten Bødskov (S), hvordan regeringen genererer likviditet for samlet 170 milliarder kroner i dansk erhvervsliv. Det sker blandt andet ved at indføre et rentefrit lån på den momsbetaling, der falder 1. marts, og som har givet grund til bekymring blandt mange danske virksomheder.

Flere hæfter sig dog ved, at de har efterlyst en løsning på problemet længe.

SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, har nu ros til regeringen:

»Regeringen skal have stor ros for at finde en god løsning for de mindre virksomheder. Vi har flere gange foreslået en momslåneordning, og det er også glædeligt, at virksomheder med årlige lønudgifter over tre millioner kroner nu også kan udskyde A-skat,« siger administrerende direktør Jakob Brandt i en pressemeddelelse.

Han kalder det samtidig »tiltrængt«:

»Lige nu kæmper mange mindre virksomheder en brutal kamp for overlevelse, og muligheden for at udskyde skat og moms giver dem et meget nødvendigt pusterum. Ifølge vores undersøgelser vurderede næsten hver tredje tvangslukkede virksomhed, at de var i risiko for at gå konkurs inden for tre måneder. Her spillede den dobbelte momsregning en betydelig rolle, og det er derfor en stor lettelse, at den nu er blevet udskudt.«

Jakob Brandt fastholder dog, at det stadig er nødvendigt at se på sammensætningen af hjælpepakkerne igen med den fortsatte nedlukning.

Kan redde mange konkurser

Også hos HORESTA, der repræsenterer hotel- og restaurationsbranchen, var man glade for nyheden fredag morgen. Det vil redde mange fra konkurser, lyder vurderingen fra HORESTA.

»Vi har efterlyst en udskydelse af betalingsfristerne som et af flere redskaber til at hjælpe vores erhverv igennem en ekstrem svær tid. Derfor er vi selvfølgelig meget tilfredse med initiativet, der kan sikre likviditet i virksomhederne. Når det er sagt, så har turisme- og oplevelseserhvervet været mere eller mindre lukket ned i 11 måneder, og derfor skal der mere til end en udskydelse af gæld for at få de hårdest ramte virksomhederne igennem krisen,« siger HORESTAs politiske direktør, Kirsten Munch, i en pressemeddelelse.

Hun mener dog ikke, at det er en varig løsning.

»Nu får vores virksomheder kunstigt åndedræt ved at få mulighed for styrke likviditeten. Det kan redde de hårdest ramte fra lukning i februar, marts eller april. Men regningen skal betales, og derfor er udskydelse af gæld ikke en varig løsning, når vi ikke må åbne forretningen og ikke kan tjene penge. Efter 11 måneders kamp mod corona og med udsigt til en langstrakt genåbning er der ganske enkelt brug for mere i form af kompensationsordninger, som dækker en større del af den coronaregning, vi er blevet pålagt.«

Hos brancheorganisationen Danmarks Restauranter & Cafeer (DRC) kalder man beslutningen »et nødvendigt onde«:

»Det er et godt og nødvendigt tiltag – vi er glade for at kunne udskyde momsen yderligere, for det var strengt nødvendigt, hvis restaurationsbranchen skal overleve indtil genåbningen. Tiltaget betyder reelt, at vi nu kan opbygge mere gæld og skubbe det foran os, men for mange af os er det et nødvendigt onde,« siger René Kristensen, som er direktør i Tholstrup Group og bestyrelsesmedlem i netop DRC, i en pressemeddelelse.

De særligt udsatte

Det har længe været en kendsgerning, at coronakrisen rammer skævt. Nogle virksomheder er presset til det yderste, mens andre er næsten uberørte. Samtidig har krisen snart varet i et år, hvorfor de virksomheder, der har de mindste opsparinger, er i farezonen for at komme i likviditetsproblemer. Det gør sig typisk gældende for de små og mellemstore virksomheder.

Netop samme pointe fremhæver Claus Jensen, der er formand for Dansk Metal og i øvrigt deltog på fredagens pressemøde sammen med skatteministeren og Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen.

»Når jeg taler med vores tillidsrepræsentanter og medlemmer, så er det tydeligt, at der er stor forskel på virksomhederne. Nogle klarer sig rigtig godt, mens andre – ellers sunde virksomheder – klarer sig dårligt. Typisk ser det dog ud til, at de små og mellemstore virksomheder er hårdere ramt på likviditeten, og derfor vil disse initiativer komme mange virksomheder, og dermed lønmodtagere, til gode,« lyder det i en pressemeddelelse fra Claus Jensen.