Nu må det stoppe: Avis kræver milliardbeløb af ChatGPT for tyveri af artikler

The New York Times kræver kæmpe erstatning af OpenAI og Microsoft for ulovlig brug af avisens mange artikler i den første store sag, som kan få afgørende betydning for fremtidens udvikling.

Den populære chatrobot ChatGPT er blevet oplært gennem enorme datamængder hentet på internettet, heriblandt masser af artikler fra The New York Times, som nu har lagt erstatningssag an med krav om et milliardbeløb. Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Som det første, store amerikanske medie har The New York Times sagsøgt selskabet bag chatrobotten ChatGPT samt softwaregiganten Microsoft for at få et uspecificeret milliardbeløb i erstatning for massiv krænkelse af ophavsretten.

OpenAI og Microsoft anklages for at have brugt millioner af artikler fra The New York Times til at oplære softwaren bag ChatGPT til at forstå ord og sammenhænge bedre, uden at man har fået tilladelse til at bruge artiklerne.