Googles danske topekspert frygter ikke kunstig intelligens: Meget andet skal man virkelig bekymre sig for

Det gælder for Danmark og danske virksomheder om at komme med på vognen nu og få erfaringer med den fremadstormende nye teknologi, så det ikke bliver resten af verden, der tager føringen og bestemmer udviklingen, siger dansk ekspert i kunstig intelligens, som Google nu har shanghajet.

Danny Lange har tidligere arbejdet med kunstig intelligens hos Microsoft, Amazon, Uber og Unity, indtil Google i sommer ansatte ham for at fremme virksomheders brug af den nye teknologi. Google Danmark

»Vi er i den allerallerførste start på en revolution. Nu gælder det om at prøve og virkelig høste erfaringer.«

Gennem 25 år har danske Danny Lange boet i USA uden for en af it-højborgene, Seattle, og han har brugt det meste af sin karriere på at arbejde med kunstig intelligens og give udviklere adgang til teknologien. Han har været hos Microsoft, Amazon, Uber og senest den danske spilkæmpe Unity, inden internetgiganten Google slog kloen i ham og i sommer hentede ham ind som ansvarlig for business intelligence, altså software, der giver virksomheder indsigt og perspektiver – nu naturligvis ved at bruge kunstig intelligens.