Omkring 300.000 danske virksomheder får nu et brev i deres digitale postkasse.

Brevet er fra Skattestyrelsen, som tilbyder små og mellemstore virksomheder et rentefrit lån, der svarer til den moms, de har indberettet i marts.

»Mange virksomheder er i denne tid pressede på likviditeten. Lånemuligheden kan derfor være en hjælp til at klare sig gennem krisen. Samlet set skønner vi, at virksomhederne kan låne op til 35 mia. kroner, og derfor sender vi nu et brev til virksomhederne for at gøre dem opmærksom på, at de kan få et rentefrit lån,« siger Peter Thorgaard, underdirektør i Skattestyrelsen, i en pressemeddelelse.

De første virksomheder modtager brevet i dag, mens andre vil få det i morgen, oplyser Skattestyrelsen. Hvis en virksomhed ønsker at ansøge om udbetaling af lånet, skal det ske gennem virk.dk. Deadline for ansøgning er 15. juni 2020.

Ifølge Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, er det rigtig positivt, at et stort antal virksomheder nu får adgang til at låne rentefrit.

»Det giver mange virksomheder en livline i en svær tid, hvor omsætningen er faldet brat, og der er mangel på likviditet. Det giver dertil også virksomhederne en vigtig lånemulighed uden om bankerne, der desværre også er presset af coronakrisen,« siger han.

Disse betingelser skal være opfyldt

En række betingelser skal være opfyldt for at få del i de rentefrie lån. Virksomheder, der inden for de seneste tre år har undladt at aflevere en momsangivelse eller en angivelse af afgifter og A-skat, kan ikke umiddelbart få del i lånene. Det kan dog afhjælpes, hvis virksomheden straks indgiver en angivelse for perioden.

»Hvis en virksomhed gerne vil benytte sig af muligheden, men inden for de seneste år ikke har afleveret en angivelse, men i stedet fået en såkaldt foreløbig fastsættelse af enten moms, afgifter eller A-skat, skal virksomheden straks indgive en angivelse for perioden. Er man i tvivl, om der mangler en angivelse, kan man tjekke det i TastSelv Erhverv,« forklarer Peter Thorgaard.

Lånemuligheden gælder også virksomheder, der har afregnet lønsumsafgift efter den såkaldte metode fire med frist 15. april. Det drejer sig for eksempel om tandlæger, fysioterapeuter, ergoterapeuter og vognmænd, herunder taxa.

Virksomheder, hvor ejeren eller en i virksomhedens ledelse inden for de seneste ti år er dømt for skatte- eller afgiftssvig, vil ikke få mulighed for at få del i lånene, oplyser Skattestyrelsen. Det samme gælder virksomheder, der er under konkurs, tvangsopløsning eller likvidation.

Skattestyrelsen forventer, at ansøgningerne er behandlet inden for fem arbejdsdage. Lånet skal tilbagebetales senest 1. april 2021.