Nu er »voldsomt problematisk« tal landet på erhvervsministerens bord: Tusindvis venter stadig på afgørende hjælpepakker

Et folketingssvar viser forud for et samråd tirsdag, at tusindvis af ansøgninger til hjælpepakker fortsat er under behandling. Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, frygter for stort skyggetal.

Torsten Schack Pedersen (V) er en af flere Venstre-folk, der har kaldt fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) i samråd tirsdag for at redegøre for hjælpepakkerne. Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere erhvervsdrivende har de seneste dage råbt op om efterårets hjælpepakker, som tilsyneladende ikke er nået ud til alle virksomheder, selvom regeringen flere gange har bedyret, at det »brede sikkerhedsnet« er spændt ud under dansk erhvervsliv.

Nu giver en række nye tal i et folketingssvar til Erhvervsudvalget for første gang siden i sommer et overblik over, hvor mange der fortsat venter på at få udbetalt hjælpen.