Nu begynder verden for alvor at tage brillerne til den digitale verden på

I år bliver der brugt næsten 100 milliarder kroner globalt på AR- og VR-briller og andet udstyr, som får stadig bedre billedkvalitet. De næste år bliver endnu vildere – og det hele er ikke bare sjov og ballade.

Betydeligt flere af os vil fremover se verden gennem et digitalt lag med et par særlige briller på – selv om det har taget meget lang tid at få det nye marked sparket i gang.

Allerede i år vil der være brugt 13,8 milliarder dollar eller 98,9 milliarder kroner på verdensplan på den virtuelle og den udvidede virkelighed, altså »virtual reality« (VR) og »augmented reality« (AR). VR er en ren digital oplevelse, hvor AR lægger et digitalt lag oven på det, som man selv ser – ligesom mange for første gang oplevede, da spillet Pokémon Go blev en kæmpe succes og kombinerede det digitale spillag med, hvad mobilkameraet viste, så man kunne finde og fange de digitale figurer, som gemte sig.