Novo Nordisks ejer, Novo Holdings, køber 25 procent af aktierne i Sejet Planteforædling, som ejes af DLG-koncernen.
Det fremgår af en pressemeddelelse af DLG.
Samarbejdet sker for at fremme bæredygtig fødevareproduktion.
»Det er en stor mulighed for os og et vigtigt skridt for vores selskab og vores ejere i landbruget, at vi har indgået et strategisk samarbejde med en verdenskendt life-science investor som Novo Holdings,« skriver Jesper Pagh, der er driftsdirektør i DLG Group, i pressemeddelelsen.
Sejet Planteforædling frembringer nye, forbedrede kornsorter, der skal sikre fremtidens fødevarer. Det sker ved hjælp af teknologier, der hjælper med forædling, så landbruget kan få større udbytte af dets korn.
Ifølge DLG er Sejet Planteforædling blandt Europas førende planteforædlingsfirmaer.
Indtil nu har Sejet Planteforædling været 100 procent ejet af DLG-koncernen.
Driftsdirektør: »Et oplagt første skridt«
Ifølge Aleks Engel, som er partner i Planetary Health Investments i Novo Holdings, er opkøbet helt på linje med investeringsselskabets strategi.
»Dette partnerskab sætter en streg under vores ønske om at udbrede landbrugsrelaterede teknologier, der skal bidrage til at brødføde verden på en bæredygtig måde,« siger han i pressemeddelelsen.
Novo Holdings tror på, at Sejet Planteforædling kan drage fordel af deres forventning til, at EU vil lempe krav til teknikker inden for området.
»Vores invitation til Novo Holdings om at træde ind i Sejet er et oplagt første skridt i et forhåbentligt vellykket og langtidsholdbart partnerskab, hvor vi drager nytte af vores respektive kompetencer og et fælles mål om at skabe en mere bæredygtig fremtid for landbruget,« skriver Jesper Pagh videre i pressemeddelelsen.
Novo Holdings er ejet af Novo Nordisk Fonden. Her er Lars Reiben Sørensen formand. Ved udgangen af 2023 havde fonden aktiviteter for en samlet værdi af 1,1 milliard kroner.
DLG-koncernen beskæftiger 7.000 fuldtidsansatte og havde en omsætning på 67,4 milliarder kroner i 2023.