Norsk metalfusk koster rumstyrt for milliarddyre NASA-satellitter

Norske Hydro har måttet til lommerne, efter at amerikanske medarbejdere gennem flere årtier har fusket med leverancer til NASA. Svindlen har ifølge det amerikanske rumagentur ført til fiasko for flere rummissioner.

Fusk med testresultater gennem flere årtier har kostet flere milliarddyre NASA-satellitter livet, og derfor har Norsk Hydro måttet til lommerne i et forlig med de amerikanske myndigheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Samantha Cristoforetti ESA/NASA / AFP / Ritzau Scanpix

Nedstyrtede satellitter og milliardtab hos det amerikanske rumagentur NASA trækker tråde til Norge. Der er ifølge Bloomberg News sket svindel med testresultater hos et Norsk Hydro-selskab gennem næsten to årtier, og det har haft skæbnesvangre konsekvenser for flere rummissioner.

Datterselskabet Sapa fra Portland i den amerikanske delstat Oregon leverede blandt andet aluminiumsdele til raketten Taurus XL, som under to missioner i 2009 og 2011 skulle sørge for at sende satellitter i omløb rundt omkring jorden for at studere klodens klima. Det var missioner til 700 mio. dollar - svarende til 4,7 mia. kroner.

Men missionerne fejlede, fordi en åbningsmekanisme i raketten ikke fungerede ordentligt. Satelitten kunne derfor ikke som planlagt løsrive sig fra raketten, der i stedet for styrtede ned gennem atmosfæren grundet vægten.

NASA har fundet frem til, at fejlen skyldtes metallet leveret fra Sapa, og man har også efterfølgende fundet ud af, at medarbejdere hos selskabet i perioden fra 1996 til 2015 havde forfalsket testresultater af aluminiummets robusthed. Metaldelene var dermed ikke så robuste, som selskabet egentlig havde erklæret over for NASA, at det var.

»Når testresultater ændres og certificeringer leveres fejlagtigt, mislykkes missioner,« siger Jim Norman, der er direktør for NASAs opsendelser, til Bloomberg.

Flere års arbejde brændte op

Han konstarerer desuden, at flere års videnskabeligt arbejde er gået tabt som følge af de fejlede missioner.

Et eksempel på det er 2011-missionen »Glory«. Her var der blandt andet en enhed installeret i satelitten, hvis formål var at måle solens naturlige variabilitet for bedre at vurdere menneskeskabte klimaeffekter. Da Glory-missionen fejlede, gik seks års arbejde ifølge den amerikanske avis The Oregonian i vasken.

»Det var hårdt ikke bare at miste instrumentet, men at se alt det arbejde, som de unge ingeniører og studerende havde lagt i det her, bare gik tabt uden en god forklaring,« forklarer Gregg Kropp om stemningen, da missionen fejlede og satellitten styrtede mod jorden i 2011.

Han er eksperimentel solarfysiker, professor ved University of Colorado, og en af hovedarkitekterne bag enheden, der gik tabt i rakettens flammende retur til jorden.

Norsk Hydro indgik i sidste uge et 46 mio. dollar - svarende til 306 mio. kroner - stort forlig med NASA og det amerikanske forsvarsministerium for at lukke sagen. Det norske aluminiumsfirma, der har godt 36.000 ansatte, omsætte sidste år for 123 mia. kroner. Datterselskabet Sapa er resultatet af et joint venture mellem Hydro og norske Orkla, som Hydro overtog det fulde ejerskab af i 2017.