»Ørnen er landet«: Månelandingen for børn

I anledning af 50-året til sommer for den første månelanding har Berlingskes videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard skrevet en rigt illustreret bog for børn om Månen, månelandingerne og om Månens fremtid. Vi bringer et centralt uddrag.

Først på aftenen dansk tid 20. juli 1969 svævede månelanderen »Ørnen« ned mod Månens øde overflade med de to første mennesker, der kom til at gå på Jordens store satellit. Fold sammen
Læs mere

Det første menneske, der kom til at sætte fod på Månen, var en meget stille og beskeden mand.

Han hed Neil Armstrong og drømte hverken om at blive rig eller berømt.

Men allerede som 16-årig havde han fået »kørekort« til flyvemaskiner, og som voksen blev han fantastisk god til at styre lynhurtige jagerfly. Desuden var han nærmest uhyggelig rolig og koncentreret, når der skete noget uventet og farligt.

Derfor besluttede NASA, at den 38-årige amerikaner skulle være kaptajn på den vigtigste rumrejse i historien.

Tidligt om morgenen 16. juli 1969 tog han elevatoren op til toppen af den kæmpemæssige Saturn V-raket. Derpå svang han sig ind i kommandomodulet og satte sig til rette i pilotsædet til venstre. Få minutter efter kom de to andre astronauter, Michael Collins og Buzz Aldrin, der satte sig til højre og i midten.

Nede på Jorden måtte ingen stå nærmere affyringsstedet end cirka fem kilometer. Hvis man var tættere på, var der risiko for at blive ramt af sten og stumper, som kunne blive skudt væk af den enorme kraft fra raketmotorerne.

Men på strande, parkeringspladser og langs veje i miles omkreds fra raketten havde omkring en million mennesker stillet sig op for at se den historiske affyring.

Klokken 9.32 gik nedtællingen i gang: 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, LIFT-OFF!

Oppe i kommandomodulet rystede og klaprede alting, og langsomt blev de tre astronauter presset tilbage i sæderne, mens Saturn V-raketten løftede sig som en brændende sol over Florida.

Længe før bilkøerne nede på Jorden var forsvundet, var Armstrong, Aldrin og Collins blevet vægtløse og havde rejst en hel omgang rundt om Jorden. Derefter blev det sidste rakettrin tændt og kursen sat mod Månen. Apollo 11-missionen var i gang.

På næsten hele den tre dage lange rejse mod Jordens nærmeste nabo var de blændet af Solen. Men da de endelig gled ind i Månens skygge, kunne de gennem de fem små vinduer se tusinder af stjerner blinke på den sorte himmel, og under dem dukkede Månen og dens utallige kratere op i det svage og blå lys fra Jorden.

Lars Henrik Aagaards populærvidenskabelige børnebog »Den store månebog« udkommer på forlaget People'sPress på onsdag 24.4.  Den henvender sig især til de syv-13-årige. Fold sammen
Læs mere

Men nu skulle der siges farvel. Armstrong og Aldrin kravlede over i månelanderen »Ørnen«, mens Collins blev alene tilbage i kommandomodulet »Columbia«, der i mellemtiden skulle cirkle om Månen.

Mange syntes, at det var synd for Michael Collins. Nu var han kommet så langt, og så fik han ikke lov til at rejse det sidste lille stykke og sætte fod på en fremmed klode.

Men sådan så han ikke selv på det, og Collins fortalte bagefter, at han hverken følte sig misundelig eller ensom, mens hans to kolleger gik rundt nede på Månen. For han var kaptajn på en uundværlig redningsbåd for de to måneastronauter.

»Ørnen« blev koblet fra, og nu begyndte det lille fartøj at svæve ned mod Månens grå og hullede overflade.

Bare få år forinden vidste ingen, om man overhovedet kunne lande på Månen. Man havde ingen anelse om, hvordan overfladen så ud – om den for eksempel var så blød, at landingsbenene på et rumfartøj ville synke meterdybt ned i fint sand.

Først da det i 1966 lykkedes for russerne og amerikanerne at lande nogle få automatiske fartøjer på Månen – uden at der skete noget – turde USA forsøge sig med en landing med mennesker.

Mens spændingen steg, styrede Neil Armstrong maskinen ned mod Månens støvede overflade og direkte hen over et dybt krater.

Pludselig opdagede Armstrong til sin store lettelse en flad plet lige på den anden side af et mindre krater.

»Jeg har fundet et godt sted,« råbte han til Aldrin.

Det var bare begyndt at blive svært at se måneoverfladen tydeligt. De små raketmotorer på »Ørnen« blæste sand og støv op, og benzinmåleren stod på nul.

Men da højdemåleren sagde, at der var 15 meter ned til overfladen, var Neil Armstrong overbevist om, at de nok skulle klare den og komme sikkert ned. Kort efter landede de så blødt, at de næsten ikke kunne mærke det, og i mikrofonen sagde Armstrong:

»Ørnen er landet!«

Buzz Aldrin på vej ned ad stigen for at blive det andet menneske på Månen. Fold sammen
Læs mere
Foto: NASA.

I næsten samme øjeblik udbrød der jubelbrøl overalt på Jorden næsten 400.000 kilometer borte.

På radio og TV havde millioner af mennesker fulgt med i Armstrongs skrattende tale i mikrofonen. Mange gik uden for og kiggede op på Månen i vild betagelse over, at der rent faktisk var mennesker deroppe lige i det øjeblik. Men det var selvfølgelig helt umuligt at få øje på »Ørnen«.

Inde i den snævre kabine oppe på den fjerne klode gav de to astronauter hinanden hånden og et kammeratligt skulderklap.

Derpå kiggede de af vinduerne og så som de første mennesker i verden et gråt og komplet fremmedartet månelandskab helt tæt på: Tusinder af små kratere, masser af små og store stenblokke og i det fjerne – badet i Solens skarpe lys – en høj bakke eller et lille bjerg på måske en kilometers højde.

Der skulle de ud.

(Uddraget er let forkortet, red.)