Nederlag til Skat i milliardstort søgsmål mod Bech-Bruun

Mandag blev det første vidne ført i Skats store erstatningssag mod advokatfirmaet Bech-Bruun. Kammeradvokatens spørgsmål til vidnet var skræddersyet til at få Skatteministeriets departementschef og resten af Skat til at fremstå i det bedst tænkelige lys i den penible affære. Men Bech-Bruuns advokat fra Bruun & Hjejle stak sylen ind på et velvalgt tidspunkt.

Departementschef i Skatteministeriet Jens Brøchner afviste mandag i retten, at han på noget tidspunkt igennem mere end tre år – fra sin ansættelse i maj 2012 til afsløringen af udbyttesvindel i august 2015 – havde hørt, at der skulle være udfordringer på området med udbytteskat. Liselotte Sabroe

Skats stort anlagte erstatningssag mod Bech-Bruun gik mandag ind i en ny fase. Efter hele ni retsdage med de to parters forelæggelse af sagen blev Skatteministeriets departementschef, Jens Brøchner, mandag ført som det første vidne i den milliardstore sag, som Skatteforvaltningen har anlagt mod et af landets allerstørste advokatkontorer.

Hele mandagen var afsat til at høre Jens Brøchners vidneforklaring, men inden departementschefen fik lov til at tænde for mikrofonen ved sin plads midt i retssalen, tog retsformanden, Henrik Bloch Andersen, ordet.