I 2015 blev den danskejede kaffevirksomhed Baresso overtaget af tyske JAB Holding Company. Med den nyhed indledtes en transformation af de populære danske kaffebarer. Kaffebarerne er siden 2016 - til stor sorg for mange espressohungrende danskere - blevet forvandlet Espresso House, som investeringsvirksomheden også ejer.
I dansk sammenhæng vinder navnet JAB Holding Group måske ikke stor genklang. For JAB, som virksomheden populært kaldes, figurer helst i det skjulte. Men efterhånden er virksomheden allestedsnærværende.
Virksomheden har siden 2012 været på rov blandt producenter af koffeinholdige drikke og ruster sig til åben konkurrence med verdens største kaffeleverandør Nestlé. Virksomheden, der bla. har Nespresso og Nescafé i repertoiret.
Og med opkøbet af sodavandsproducenten Dr Pepper, begynder JAB at have muskler til opgøret. Storopkøbet af Dr Pepper, der leverer den kendte kirsebærcola, skete i januar og kostede milliarder amerikanske dollars. Og JAB opildner med Dr Pepper, den tredjestørste sodavandsproducent i USA, virksomheden til at producere iskaffer, der er klar til at drikke, skriver The Wall Street Journal.
Starbucks er ikke en konkurrent
Kaffekæden Starbucks fra Seattle med det ikoniske grønne logo er ikke en konkurrent, mener JAB. For kæden hælder kun kaffe i kundens krus i de fysiske kaffebarer. JABs vej til succes er kaffekapsler, og derfor er det essentielt for investeringsvirksomheden at opruste til kamp mod Nestlé.
»JAB vil være den stærkeste kaffevirksomhed i verden,« har formanden for Starbucks, Howard Schultz, sagt ifølge The Wall Street Journal.
Kaffekæderne Peet's Coffee, Stumptown Coffee Roasters, Caribou Coffee og mange flere hører til den tyske investeringsvirksomhed. Værd at nævne er også Keurig, hvis største aktionær er Coca-Cola, og JDE, som styrer kaffemærker som Senseo og Tassimo.
Keurig står bag den amerikanske pendant til Europas Nespresso-maskine, og begge af de sidstnævnte mærker er flittige leverandører af kaffekapslerne, som stadigt flere bruger i kaffemaskiner, som serverer en kop kaffe ad gangen.
»Det er en fantastisk virksomhed, som på unik vis bringer de bedste kaffemærker og nye måder at dispensere på sammen,« sagde Bart Beckt, formand for JAB, da virksomheden opkøbte Keurig i en handel på 13,9 milliarder amerikanske dollars.
JAB distribuerer selv kaffe gennem kæder, som virksomheden ikke ejer. Bl.a. Starbucks og Dunkin' Donuts med hjælp fra Keurigs effektive en-kops-kaffemaskine. Kapslerne kan købes med hjem, og det er det, der sikrer JAB et magtgreb på markedet. Og selv mærker, som JAB ikke ejer, kan fås i kapsler, der passer til en Keurig-kaffemaskine.
JAB sælger kold kaffe på flaske, poser med bønner - bl.a. fra de JAB-ejede virksomheder Peet's og Green Mountain. De har deres egne kaffebarer og bagerier, og i den forstand konkurrerer de direkte med USAs førende kaffekæder.
Tyskeren, franskmanden og hollænderen
I dag er det en tysker, en franskmand og en hollænder, der står i spidsen for virksomheden. Peter Harf, Olivier Goudet og Bart Becht hedder de. Tilsammen har de 90 års erfaring med salg - og det tæller alt fra slik til kondomer.
»Forbrugeren vil have valg både i forhold til drikkevarer og lokation. Vi vil ganske enkelt være der, hvor forbrugeren er eller har lyst til at være,« siger Bart Beckt, JABs leder, i et interview om virksomhedens strategi for drikkevarer.
Men historien om JAB går endnu længere tilbage. Navnet JAB kommer fra den tyske forretningsmand Johann Adam Benckiser, hvis familie drev virksomheden som producent af kemikalier til behandling af vand og til at rengøre ydersiderne af handelsskibe.
Det skete fra en kemikaliefabrik i Tyskland, som Benckiser købte i 1823. Benckiser gav fuldt råderum til en ung kemiker, Ludwig Reinmann, som var med til at opdage og navngive nikotin med en kollega fra University of Heidelberg.
Under Første Verdenskrig var fabrikken topleverandør af citronsyre - det, der får det til at kilde på tungen, når man indtager slik og sodavand. Fire generationer drev virksomheden, indtil den i 1978 begyndte at forvandle sig til den investeringsmaskine, som JAB kendes for i dag.
Nestlé har endnu ikke kommenteret JABs fremmarch på kaffeområdet. The Wall Street Journal har forsøgt at sætte et interview op med Nestlé. Det ønskede virksomheden ikke. Men formanden for Nestlés strategiske afdeling for kaffe og drikkevarer, Carsten Fredholm, giver et skriftligt svar:
»Kaffe er en af vores kategorier med høj vækst på tværs af mere end 180 lande i verden. Virksomheden vil fortsætte med at opretholde vores ledende position ved at investere i høj kvalitet og innovationer på tværs af forskellige kaffeformater,« lyder svaret.