Myndighed vurderer, at Wolt-bude er selvstændige. Hummelgaard: »Det understreger behovet for at få ryddet op«

Regeringen varsler et opgør mod »falske selvstændige«, og det kan få konsekvenser for takeawaytjenesten Wolt. Nu viser det sig dog, at skattemyndighederne vurderer, at buddene er selvstændige. Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) understreger det blot behovet for at rydde op i lovgivningen.

Beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard. Søren Bidstrup

De blå leveringsbude fra Wolt har trampet rundt i en juridisk gråzone, siden de begyndte at dominere gadebilledet i landets største byer i 2017.

Nu skærer Skattestyrelsen dog foreløbig igennem. Det sker i et svar til Fagbladet 3F, hvor Skattestyrelsens juridiske afdeling har oplyst, at skattemyndighederne vurderer, at buddene er selvstændige – akkurat som Wolt selv mener, at de er. Det står i modstrid til vurderingen fra fagforbundet 3F, der mener, at budene skal anses som lønmodtagere.