Musk står til gigantisk bonus efter aktiehop

Teslas stifter Elon Musk kan se frem til at få udbetalt en klækkelig sum, efter bilgigantens aktie tirsdag røg i vejret.

Elon Musk ser ud til at nå sine mål efter flere måneders aktiefest. Tirsdag morgen steg aktien med hele fem procent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix

Tirsdag dansede Elon Musk ind på scenen i Shanghai, da han lancerede Tesla Model 3 til det kinesiske marked. Og der er noget at fejre for Musk. Bilgigantens aktie steg nemlig med hele fem procent tirsdag morgen. Teslas aktie rammer dermed en værdi på mere end 500 dollar. Svarende til lidt over 3.358 kroner.

Det betyder, at stifteren kan se frem til en klækkelig sum penge. Elon Musk har nemlig valgt en helt særlig lønordning, hvor hele hans løn afhænger af, hvor godt Tesla klarer sig.

I 2018 fik han en ny lønpakke, som betyder, at han ikke modtager en eneste dollar i almindelig løn. Til gengæld kan han gøre sig fortjent til gigantiske lønpakker, hvis Tesla vokser, tjener penge, og aktien ryger i vejret. Aftalen løber de næste ti år.

Pakken er i 12 trin, hvor Elon Musk ved hvert trin optjener en procent ud af de samlede antal Tesla-aktier, som er i omløb. Hvis Musks bonus skal udløses, skal mindst et af virksomhedens rentabilitets- og vækstmål nås. Hvilket ser ud til at lykkes, efter Teslas aktieværdi de seneste tre måneder er fordoblet. Det betyder, at Tesla i dag er mere værd end de to konkurrerende bilproducenter General Motors og Ford tilsammen.

Hvis Musk når samtlige mål, vil han kunne opnå en yderligere aktieandel på 12 procent, som med den nuværende markedsværdi svarer til 78 milliarder dollar (524 milliarder kroner).

I dag ejer han 22 procent af samtlige Tesla-aktier.