Verdens 20.-rigeste mand køber den danske arkitekt Bjarke Ingels' kriseramte »dansende« højhuse med luksuslejligheder på Manhattan i New York.
Det er den ukrainskfødte Len Blavatnik, der har kastet sig over byggeriet af Bjarke Ingels' design, efter at udviklingsselskabet bag – HFZ Capital Group – er løbet tør for penge, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
Len Blavatnik, der emigrerede til USA i 1978 og i dag har både amerikansk og britisk statsborgerskab, er ifølge det amerikanske magasin Forbes verdens 20.-rigeste mand med en formue på lige nu 38,2 milliarder dollar (250,9 milliarder kroner), tjent på investeringer og opkøb, blandt andet af musikgiganten Warner Music i 2011.
Hans selskab, Access Industries, har sammen med Witkoff Group købt byggeriet på 11th Avenue lige ud til vandet og Hudson-floden som en indgang til High Line-parken i det vestlige Chelsea for at sikre, at de to højhuse, der nærmest skal vride sig i 26 og 36 etagers højde, kan blive bygget færdig.
De skal rumme 235 luksusejerlejligheder, et hotel med 137 værelser, detailhandelsbutikker i stueetagen og kontorer.
Byggeriet, som med sine skrå og skæve linjer skiller sig ud fra områdets mange almindelige firkantede højhuse, kaldes for »the XI« og er lige nu omkring to tredjedele færdigt, men det har været sat på hold i snart to år – siden sidst i 2019 – som følge af HFZ' økonomiske problemer. Med de nye ejere, hvor Access Industries får broderparten, ventes det nu at komme hurtigt i gang igen, således at det kan åbne i etaper fra 2023.
Det bliver dog under et andet navn.
HFZ med finansmanden Ziel Feldman i spidsen har siden finanskrisen i 2008 været en af de største udviklere af luksuslejligheder på Manhattan. HFZ købte ifølge Bloomberg grunden på 11th Avenue i 2015 for 870 millioner dollar.