MT Højgaard mister ordre på 1,9 milliarder kroner efter Apples aflyste planer

Apple koster MT Højgaard en milliardordre, efter at amerikanerne pludseligt aflyste et planlagt datacenter i Aabenraa.

MT Højgaards topchef, Anders Heine Jensen, er ærgerlig over, at planerne om et datacenter uden for Aabenraa indstilles. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkiv: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Entreprenørkoncernen MT Højgaard, der forvejen er presset af hård konkurrence, har tabt en ordre på 1,9 mia. kroner, efter at den amerikanske techgigant Apple pludseligt har droppet et datacenter Sønderjylland.

»Vi er ærgerlige over, at projektet uden for Aabenraa indstilles,« udtaler adm. koncerndirektør Anders Heine Jensen i en mail.

Ophævelsen af ordren ventes at reducere MT Højgaard-koncernens samlede ordrebeholdning i niveauet 1,9 mia. kroner med effekt over de kommende tre-fire år, skriver ledelsen i en meddelelse til fondsbørsen.

»Vi glæder os over en fortsat positiv relation til bygherren og vores stærke position i det fortsat attraktive marked for datacentre. Selv om der var tale om en stor ordre, havde den en lang produktionstid på tre-fire år, og ophævelsen giver ikke anledning til ændringer i vores bemanding i den kommende periode,« siger Anders Heine Jensen, der ikke har yderligere kommentarer til det indstillede projekt.

MT Højgaard nævner ikke direkte Apple, men oplyser, at det sker, efter at opførelse af et datacenter uden for Aabenraa er indstillet.

Aktien i MT Højgaard Holding falder 2,7 pct. efter nyheden.

Kommune overrasket over beslutning

MT Højgaard fastholder forventninger til 2019 om en omsætning på omkring 7,0 mia. kroner og et resultat af den primære drift (EBIT) i niveauet 75 mio. kroner. Ved udgangen af 1. kvartal 2019 udgjorde koncernens samlede ordrebeholdning 8,8 mia. kroner.

MT Højgaard blev et selvstændigt børsnoteret selskab tidligere på året, efter at virksomheden tidligere havde bestået af to børsnoterede selskaber. Årsagen til den sammenlægning er bl.a. de økonomiske vanskeligheder, der i flere år har præget virksomheden.

Apple offentliggjorde i juli 2017 planerne for sit andet datacenter i Danmark til seks mia. kroner på en 285 hektar stor grund ved højspændingsstationen Kassø ved Aabenraa. Første etape skulle stå færdig i andet kvartal 2019. Det færdige datacenter ville beskæftige 50-100 ansatte.

Men tidligere på ugen kom det overraskende frem, at de planer var droppet. Stig Isaksen, der er direktør for kultur, miljø og erhverv i Aabenraa Kommune, fortalte i den forbindelse, at han var overrasket over Apples beslutning.

»Det kommer fuldstændigt uventet for os, at Apple i dag på et telefonmøde orienterer os om, at man ønsker at afhænde sin byggegrund,« lød det fra Stig Isaksen.