Momsbombe rammer snart Phillip Nielsen og andre små erhvervsdrivende: »Tiden må vise, om vi går konkurs. Men jeg frygter det godt nok«

Phillip Nielsen og mange andre små erhvervsdrivende har ikke råd til både at finansiere sin virksomheds overlevelse og betale den kommende momsregning. Derfor opfordrer et flertal i Folketinget nu regeringen til at se på muligheden for ligesom i foråret at udsætte betalingsfristen, selvom Skatteministeriet har afvist muligheden af it-årsager. Alternativet er konkurser på stribe, siger interesseorganisationer.

Phillip Nielsen fra Privatkok.nu frygter den momsregning, der lander hos ham til marts: »Jeg vil kæmpe til det allersidste. Tiden må vise, om vi går konkurs. Men jeg frygter det godt nok,« siger han.   Thomas Lekfeldt

Phillip Nielsen, der driver firmaet Privatkok.nu, lever normalt af at sprede glæde i form af gastronomi til private fester. Siden coronakrisen brød ud, er mængden af arbejde dog faldet markant.

Kokken estimerer at have tabt halvanden million kroner på krisen. 75 procent af omsætningen er røget. Snart lander endnu en kæmperegning på hans bord.