Modstandsdygtig minebranche sikrer vækst hos FLSmidth

FLSmidth har i 2021 oplevet stigende omsætning og indtjening. Selskabet står over for at få ny formand.

Topchef i Ørsted, Mads Nipper, udpeges som ny næstformand i FLsmidths bestyrelse. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et voksende salg af udstyr og services til mineindustrien har i 2021 bidraget til, at danske FLSmidth har tjent flere penge.

Det fremgår af årsregnskabet fra FLSmidth.

FLSmidth er en koncern med to forretninger. De leverer udstyr og rådgivning til henholdsvis mineindustrien og cementbranchen.

Minedelen er målt på salg og indtjening den største af de to forretninger. Det er også netop minedelen, der har oplevet størst salgsmæssig fremgang i 2021.

Ud af en samlet omsætning på 17,6 milliarder kroner har minedelen stået for 11,7 milliarder. De 11,7 milliarder kroner er en vækst på ti procent i forhold til året før.

Til sammenligning er omsætningen i cementforretningen blot vokset med én procent.

I regnskabet skriver FLSmidth, at sammenlignet med mange andre industrier så har mineindustrien været meget modstandsdygtig over for effekterne af coronapandemien.

På trods af flere nedlukninger og udfordringer i den globale forsyningskæde så har mineindustrien nydt godt af høje råvarepriser og stor produktion, skriver FLSmidth.

De forhold har altså bidraget til større indtægter i mineforretningen.

Væksten i minedelen har samtidig været den største bidragyder til, at FLSmidths overskud er steget med 74 procent til 357 millioner kroner.

»På trods af udfordringerne fra pandemien og problemerne med den globale forsyningskæde steg ordreindtaget, omsætningen og indtjeningen betydeligt i forhold til i 2020,« siger Mikko Keto, administrerende direktør i FLSmidth.

Samme dag, som FLSmidth har præsenteret sit regnskab, kan selskabet også fortælle, at bestyrelsen skal have ny formand og næstformand.

Den nuværende formand for bestyrelsen, Vagn Sørensen, har valgt at fratræde sin post i forbindelse med næste ordinære generalforsamling.

I stedet udpegedes nuværende næstformand Tom Knutzen som ny formand for bestyrelsen.

FLSmidth udpeger derudover Mads Nipper, administrerende direktør i Ørsted, som ny næstformand i bestyrelsen.

FLSmidth har ordinær generalforsamling 30. marts. Her vil den nye formand og næstformand formelt blive godkendt til deres nye poster.

/ritzau/