Minister lovede snarlig afslutning på Nordeas hvidvasksag i 2018. Men så dukkede »betydelige nye oplysninger« op

Igen og igen har politikere og myndigheder lovet, at efterforskningen af Nordeas enorme hvidvasksag var i fuld gang og tæt på at være færdig. Men efter seks år er endnu intet sket. Ifølge politiet dukkede »betydelige nye oplysninger« op undervejs og forsinkede efterforskningen.

I Nordeas filial ved Vesterport i København havde banken i mange år en stor portefølje af især russiske kunder. Kunderne har gennem årene været omdrejningspunkt for flere møgsager. Søren Bidstrup

I maj 2018 kunne daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) komme med en betryggende melding:

Politiets efterforskning af en af tidens største sager om grove og talrige brud på hvidvaskloven ville være færdig »i løbet af de næste par måneder«, forsikrede justitsministeren til Folketinget og offentligheden.