Milliarder, sko og heste: Danmarks rigeste kvinde er omgærdet af mystik

ECCO-ejer Hanni Toosbuy Kasprzak lever et liv langt fra pressens søgelys. Hun er en beskeden og engageret kvinde. Men skal man tro kilder i og omkring ECCO, så er det ikke virksomheden, der trækker. Her er det en mand, der styrer slaget. ECCO er derimod helt uenig i den fortælling.

Der findes ikke mange billeder på internettet af Hanni Toosbuy Kasprzak, som der ellers gør af mange andre milliardærer, der lever i mediernes spotlys. ECCO

Hun er ejer af en af de største danske virksomheder, ECCO, og er Danmarks rigeste kvinde – angiveligt god for ti milliarder kroner. Men internettet er stort set blottet for informationer om den 64-årige milliardær.

Søger man på Google på »Hanni Toosbuy Kasprzak« finder man diverse opgørelser over de rigeste danskere, en mangelfuld Wikipedia-side, korte artikler, der oplyser om skilsmissen med Dieter Kasprzak og et link til Forbes’ liste over de 1.000 rigeste mennesker i verden i 2018.