Microsoft er klar til sit største spilopkøb nogensinde for at styrke sin satsning på Xbox-spilkonsollen.
Den amerikanske softwaregigant vil lægge 7,5 milliarder dollars eller 47,3 milliarder kroner i kontanter for skaberne af spilhit som »The Elder Scrolls«, »Fallout«, »Doom«, »Rage« og »Wolfenstein«, nemlig spilproducenten ZeniMax Media, der ejer Bethesda Softworks og id Software.
Nye spil vil indgå i abonnementsordning
Det er det største beløb, som Microsoft til dato har købt ind for i spilbranchen, og opkøbet kommer, kort før Microsoft selv lancerer en ny udgave af sin Xbox-spillekonsol, som skal konkurrere med Sonys tilsvarende nye PlayStation 5, der kommer to dage senere.
Her er netop spilhit ofte afgørende for, hvilken spillekonsol folk vælger at købe.
Med opkøbet vil Microsoft være ejer af 23 studier, der producerer spil. Microsoft købte i 2014 spilverdenens svar på Lego-klodsen, den svenske succes Minecraft, for 2,5 milliarder dollars og ejer desuden »Halo«-mærket. Bethesda Softworks blev ifølge nyhedsbureauet Reuters i maj 2016 værdisat til 2,5 milliarder dollars og har rejst over 600 millioner dollars i investeringer.
Microsoft vil lade fremtidige Bethesda-spil være en del af sin Xbox Game Pass-tjeneste, som lige nu har flere end 15 millioner abonnenter. De har adgang til et bibliotek af spil. Bethesdas spil vil fremover være klar til Xbox Game Pass-abonnenterne, samtidig med at de lanceres til Xbox og PC.
Analytiker: Microsoft kan sætte kryds i en masse bokse
»Vi mener, at handelen sætter kryds i en masse bokse for Microsoft, der styrker Xbox-/Games-divisionens produktportefølje, nu hvor konkurrencen skærpes, styrker Xbox-abonnementstjenesternes profil og leverer mere indhold til selskabets satsning på internetbaserede spil,« vurderer analytiker Colin Sebastian fra R.W. Baird over for nyhedsbureauet Associated Press.
Den nye Xbox Series X kommer i handelen 10. november, Playstation 5 12. november – i Danmark dog først 19. november. De amerikanske priser er helt identiske på de to konsoller.
Microsoft forventer, at ZeniMax-handelen vil falde på plads i løbet af første halvdel af 2021.
Opkøbet kommer, efter at det ikke lykkedes for Microsoft at købe den kinesiske videoapp TikToks forretning i USA og en håndfuld engelsksprogede lande. TikToks ejer, ByteDance, valgte i stedet at indgå aftale med Microsofts konkurrent, IT-giganten Oracle, og verdens største detailhandelskæde Walmart – en aftale, der nu skal godkendes af såvel den amerikanske som den kinesiske regering.