Den største udledning af metan stammer fra køer og drøvtyggende dyr.

Men når den canadiske landmand Ben Loewiths kalve fødes til næste forår, bliver de nogle af de første, der specifikt er avlet med formålet at udlede mindre metan.

I juni måned inseminerede Ben Loewith 107 køer og kvier med en ny form for tyresæd, der har genetiske egenskaber med lavt metanindhold. Det skriver Reuters og den norske erhvervsavis E24.

Den nye form for tyresæd er lavet af genetikvirksomheden Semex.

Ifølge virksomheden kan brugen af produktet reducere metanudledningen fra Canadas malkekvægsbesætning med halvanden procent årligt og op til 20-30 procent i år 2050.

Kan have effekt over tid

Vicepræsidenten Drew Sloan beskriver på virksomhedens hjemmeside produktet som en »gamechanger«, skriver avisen E24.

Hen over foråret næste år vil produktet blive markedsført i 80 lande. Indtil videre har gårde i Storbritannien, USA og Slovakiet købt den mere klimavenlige form for tyresæd.

Når en ko bøvser eller prutter, udskiller den metan til atmosfæren. Og en malkeko udleder i gennemsnit 500 liter metangas om dagen.

Men præcis hvor meget metan en ko udleder, afhænger af både koens genetik samt dens foder.

Eli Hveem Krogsti er projektleder for fodereffektivitet og metan i avlsvirksomheden Geno. Til E24 siger hun, at det er muligt at avle køer på denne måde og over tid få en reduceret metanudledning.

»Men det her er ikke et quickfix. Man kan have en akkumuleret effekt over tid, men det er også vigtigt med god dokumentation i form af gode registreringer, og at det samlede produkt er godt,« siger hun.