Rekordfremgangen i den danske it-verden er blevet mindre – men næste bølge venter forude

Usikkerhed og tilbageholdenhed hos kunderne lægger en dæmper på investeringer i og indkøb af it, men de seneste rekorder er alligevel slået, eksporten går fremad, og der har aldrig været så mange ansatte som nu til så høj en løn. Brancheformand tror på, at der kan komme yderligere gang i opsvinget.

Der bliver arbejdet hurtigt i den danske it-verden, for der er stadig fyldt godt op i ordrebøgerne, selv om flere holder sig mere tilbage. Branchen forventer, at en ny bølge venter forude med endnu mere at lave. Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Det er stadig en fest at være dansk it-virksomhed, om end der er mindre glimmer end tidligere på bordene, når den skal fejres.

Efter rekordår på rekordår på rekordår kan danske it-virksomheder også slå en tyk streg under et godt 1. kvartal, viser friske tal fra Danmarks Statistik, som først lige har fået alle data til at kunne gøre dem op.