En markant bonus til en DSB-direktør afføder nu hård kritik.

Direktør for Strategi & Togmateriel Jürgen Müller kan således se frem til at få 3,3 millioner kroner i bonus, hvis han bliver i sin stilling frem til oktober 2024. Det sker, samtidig med at han får en årsløn på 3,7 millioner kroner. Det skriver B.T.

Bonussen bliver af eksperter betegnet som »usædvanlig«, og på Christiansborg skaber den også undren. Dansk Folkepartis transportordfører, Nick Zimmermann, siger til B.T., at bonussen virker »grotesk« og som »en hån« over for passagerer, der til næste år skal betale højere priser.

Nyheden om bonussen kommer, samtidig med at DSB har udbetalt et rekordhøjt beløb i kompensation til pendlere, der har oplevet forsinkede tog. Fra årets start til og med september har DSB udbetalt i alt 28,9 millioner kroner i erstatning til pendlere, viser tal fra DSB Pendler Rejsegaranti.

Til sammenligning blev der i samme periode i 2022 udbetalt i alt 14,6 millioner kroner. Dermed er der næsten tale om en fordobling.

DSB har samtidig meldt ud, at man fra næste år kommer til at hæve billetpriserne med ti procent. Af den grund mener Enhedslistens transportordfører, Jette Gottlieb, at DSB sender »et helt forkert signal« til kunderne, når de giver en direktør en bonus af den størrelse.

B.T. har forelagt kritikken for DSB. Formand for Vederlagsudvalget Anne H. Steffensen har sendt et skriftligt svar:

»I processen forbundet med de milliarddyre indkøb af fremtidens tog og fremtidens S-tog og de helt vitale hensyn, der er til kontinuiteten og indsigten i disse projekter, er direktøren for Strategi & Togmateriels fortsatte ansættelse af afgørende betydning for DSB. Derfor er der indgået en fastholdelsesaftale, såfremt han er i uopsagt stilling pr. 1. oktober 2024,« skriver hun i mailen.