Med få dage til skæbnevalg afslører Trumps coronageneral storstilet vaccineplan: Alle skal være immune til sommer

Donald Trumps store drøm om at kunne gå til valg med en coronavaccine røg for få uger siden endegyldigt i vasken. Nu kan den amerikanske præsidents coronageneral i stedet præsentere en storstilet plan, der skal sikre, at alle i USA får mulighed for at blive vaccineret inden sommerferien.

Donald Trump har flere gange ladet den amerikanske befolkning forstå, at en coronavaccine kunne være klar inden præsidentvalget. I begyndelsen af oktober måtte han dog erkende, at det ikke kunne lade sig gøre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix

Efter et større slagsmål bag kulisserne måtte en rasende Donald Trump for få uger siden erkende, at hans største valgtrumf var blevet lagt i graven.

Det skete, da Donald Trump efter et længere tovtrækkeri med sundhedsmyndighederne endegyldigt måtte bøje sig for krav om, at sikkerhed kommer før hastighed, når det gælder udvikling af vacciner mod coronavirus.

På Twitter gav Donald Trump udtryk for, han var blevet udsat for, hvad han betegnede som »endnu et politisk lejemord«.

Nu har Donald Trumps coronageneral, Moncef Slaoui, i stedet løftet sløret for en ambitiøs plan, der skal sikre, at langt de fleste amerikanere allerede i det tidlige forår får adgang til en vaccine mod det voldsomme udbrud af coronavirus, der i disse dage hærger en lang række lande over hele verden med fornyet styrke.

Den store vaccineplan

Moncef Slaoui er chef for den amerikanske regerings »Operation Warp Speed«, der skal fremskynde udviklingen af en vaccine mod covid-19.

»Der er ingen garanti, men planen – og jeg føler mig ret sikker på den – skulle gerne falde sådan ud, at alle i USA kan være vaccineret til juni,« siger Moncef Slaoui i et interview med amerikanske ABC News.

Den amerikanske coronachef siger samtidig, at han forventer, at de to vaccineudviklere Moderna og Pfizer vil være de første til at kunne indsende en ansøgning til de amerikanske myndigheder om at få godkendt deres coronavacciner til såkaldt nødbrug.

Hvis en vaccine er klar til brug i USA inden årets udgang, vil der i første omgang være et sted mellem 20 og 40 millioner doser klar, lyder det fra Moncef Slaoui.

Biotekselskabet Moderna og medicinalgiganten Pfizer har længe ligget stort set side om side, når det gælder om at komme først over målstregen med en vaccine, der er blevet beskrevet som en af de allervigtigste i verdenshistorien.

Hvis missionen med at finde en effektiv vaccine mod det verdensomspændende coronaudbrud lykkes, kan det komme til at påvirke livet for mange millioner mennesker over hele kloden.

Derfor hviler verdens øjne lige nu tungt på de vaccinebud, som er tættest på at komme på markedet.

De bløde punkter

Bloombergs erfarne medicinalanalytiker Sam Fazeli har tidligere udpeget et par bløde punkter hos både Pfizers og Modernas vaccinebud.

For Pfizers vaccinekandidat har Sam Fazeli noteret, at den amerikanske medicinalgigants ansøgning om godkendelse til såkaldt nødbrug kommer til at blive baseret på en meget tidlig analyse. Han skriver samtidig, at antallet af ældre personer i forsøget først begyndte at stige i september, hvorfor data om netop denne gruppe kan være begrænset.

Om Modernas vaccine hæfter Sam Fazeli sig ved, at det amerikanske biotekselskab kommer til at have den mindste datamængde sammenlignet med konkurrenterne, når det gælder sikkerhed.

Pfizer har givet udtryk for, at selskabet ikke vil søge om godkendelse til såkaldt nødbrug i USA, før virksomheden kan præsentere sikkerhedsdata for omkring halvdelen af deltagerne i det afgørende fase 3-forsøg. Det svarer til omkring 22.000 forsøgspersoner.

Til sammenligning vil det tal ligge på omkring 15.000 personer hos Moderna.

Vaccinekandidaterne fra både Pfizer og Moderna er begge såkaldte mRNA-vacciner, der anvender et genetisk materiale kaldet »messenger RNA« til at instruere kroppens eget væv i at fremstille såkaldte virale proteiner, der fremkalder immunrespons.

Over otte millioner smittede

I USA er langt over otte millioner mennesker blevet ramt af coronavirus. Heraf er over 220.000 amerikanere indtil videre døde med den frygtede sygdom.

Foruden de direkte konsekvenser af virussens hærgen i det amerikanske samfund peger forskere desuden på, at udsigten til økonomisk armod for millioner af amerikanere kan resultere i en bølge af dødsfald over de næste ti år.

Det kan ramme de tusindvis af amerikanske familier, der har fået slået bunden ud af deres privatøkonomi, da den store coronakrise har ført en bølge af massefyringer med sig.

Ifølge en rapport fra nonprofitorganisationen Well Being Trust risikerer USA en stor stigning i antallet af dødsfald forårsaget af stoffer, alkohol og selvmord, hvis der ikke bliver investeret i løsninger, »der kan hjælpe med at hele nationens isolation, smerte og lidelse«.