Mærsk kommer ud af 2020 med milliardoverskud trods coronakrisen

A.P. Møller - Mærsk har onsdag morgen præsenteret sit årsregnskab for 2020, der i høj grad var præget af coronakrisen.

A.P. Møller - Mærsk har onsdag morgen offentliggjort sit regnskab for 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Focke Strangmann/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trods coronakrisen går det glimrende for Danmarks største virksomhed, A.P. Møller - Mærsk.

Det blev der sat to streger under onsdag morgen, da virksomheden offentliggjorde sit årsregnskab for 2020.

A.P. Møller - Mærsk kommer således ud af 2020 med et overskud før skat på 20,3 milliarder kroner.

»2020 vil blive husket for covid-19-pandemiens påvirkning af vores liv, arbejdsliv, erhvervslivet og den globale økonomi. Jeg er stolt over, at vi formår at drive vores transformation fremad og samtidig øge vækst i indtjening i alle årets kvartaler på trods af de skiftende markedsvilkår, som covid-19 medfører,« udtaler topchef Søren Skou i en skriftlig kommentar i forbindelse med regnskabet.

For hele 2020 var omsætningen på 244 milliarder kroner, hvilket var en fremgang i forhold til coronafrie 2019, hvor omsætningen var 239 milliarder kroner.

I fjerde kvartal af 2020 steg omsætningen med 16 procent, men resultatet var alligevel en smule lave end analytikernes forventning.

»Finansielt kommer vi ud af 2020 med en stærk balance og lav gæld, hvilket gør, at vi kan fortsætte med investere i vores transformation og samtidig vokse profitabelt. Vi er rustet til at klare os godt i et volatilt marked i en verden, der forhåbentligt snart begynder at genåbne,« lyder det fra Søren Skou.

Forbrug trods nedlukninger

Mærsk opjusterede forventningerne flere gange i løbet af 2020, og alene i årets tredje kvartal tjente virksomheden eksempelvis seks milliarder kroner, hvilket var en fordobling i forhold til resultatet i samme kvartal i 2019.

Dengang forklarede topchef Søren Skou til Berlingske, hvordan forbrugerne trods en omfattende pandemi alligevel opfører sig gavnligt for den danske mastodont.

»En ting, vi har lært af det her, er, at forbrugerne sagtens kan forbruge trods nedlukninger. Vi har nydt godt af, at de har brugt pengene på noget andet end tidligere. Mange af de penge, som forbrugerne ikke har brugt på ferier, på sportskampe og andet, er blevet brugt på at købe en ny fladskærm eller et par nye sko,« sagde han i november.

Og da mange af de produkter produceres i Asien og skal fragtes til Europa og USA, så er der gang i forretningen hos A.P. Møller - Mærsk.

Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, har kigget regnskabet igennem og hæfter sig særligt ved, at A.P. Møller - Mærsks egne forventninger til 2021 er en smule under det, som andre havde forventet.

»Mærsk kommer ud lidt svagere end ventet og forventningerne til 2021 er lidt under konsensus på EBITDA. Tilsammen kan det få investorerne til at tænke, at indtjeningen i denne omgang har toppet fordi hoveddriveren, de høje rater, formentlig topper nu,« skriver han i en e-mail.