Mærsk går på rov i USA: Køber logistikselskab for 3,8 milliarder kroner

Dagen før årsregnskabet fortæller A.P. Møller - Mærsk, at det køber det amerikanske, familieejede logistik- og varehusselskab Performance Team for 545 millioner dollar. Opkøbet mere end fordobler Mærsks logistikforretning i USA.

Mærsk vil være mere end en rederivirksomhed, og har nu taget et skridt imod at blive stærkere inden for logistik og distribution. Fold sammen
Læs mere
Foto: Amanda Perobelli/Reuters/Ritzau Scanpix

A.P. Møller - Mærsk har taget et skridt videre i sine planer om at tjene penge på landjorden og har dagen før sit årsregnskab annonceret et opkøb af et amerikansk logistikselskab.

I en pressemeddelelse onsdag skriver Mærsk, at det overtager det familieejede logistik- og varehusselskab Performance Team, der gennem sine distributionscentre står for at håndtere store mængder af de pakker, der sendes rundt til detailbutikker og forbrugere i USA. Handlen løber op i 545 millioner dollar, svarende til knap 3,8 milliarder kroner, og er dermed Mærsk største strategisk opkøb siden overtagelsen af Hamburg Süd i 2017 for cirka 28 milliarder kroner.

»Med denne overtagelse investerer vi i stærke driftsmæssige kapaciteter for at udvide vores eksisterende ydelser inden for Warehousing & Distribution,« siger Vincent Clerc, chef for enheden Ocean & Logistics hos Mærsk, i pressemeddelelsen.

Han fremhæver yderligere, at overtagelsen vil være med til at drive fremtidig vækst.

Overtagelsen ses som et led i topchef Søren Skous planer om at transformere Mærsk-konglomeratet til en en toptunet, digital og effektiv container- og logistikvirksomhed. Det er blandt andet sket ved at frasælge olieaktiviteterne og opkøbe rederikonkurrenten Hamburg Süd, men der har ikke været meget aktivitet inden for logistikdelen. Derfor har der været stor interesse om, hvad Søren Skou vil sige om fremtiden ved fremlæggelsen af årsregnskabet torsdag morgen.

»Mærsk arbejder hårdt på, at få et bedre match mellem aktiviteterne på havet (skibene) og så de alt for få aktiviteter på land (logistik, mæglere, spedition etc.). Profitten er større på land end til havs. Spørgsmålet er, om der skal investeres stort og konkret på dette område. Mærsk har pengene, men har de også viljen?« skriver Berlingskes erhvervskommentator Jens Christian Hansen i en analyse inden regnskabet.

Med opkøbet af Performance Team mere end fordobler Mærsk sin antal af logistik- og distributionscentre i USA, og kommer samlet op på 46 centre. Sidste år omsatte virksomheden for 525 millioner dollar, mens Mærsks nordamerikanske enhed havde en omsætning på 406 millioner dollar.