Mærsk vil ikke have, at uvaccinerede møde fysisk ind på arbejde. Det har virksomheden klart slået fast, men alligevel er der fortsat flere ansatte i den danske virksomhed, som ikke er vaccinerede.

Topchef Søren Skou siger, at virksomheden tager alvorlige snakke med de medarbejdere, som ikke ønsker at blive vaccineret mod at blive smittet med corona.

»Vi har ikke stået og tjekket coronapas i indgangen, men vi har nogle medarbejdere, som vi har haft samtaler med. Det er folk, som har haft problemer med at blive vaccineret, men vi har mig bekendt ikke fyret nogen,« siger Søren Skou.

Det vakte opsigt, da han for tre måneder siden i Berlingske sagde, at Mærsk fremover vil kræve af sine ansatte, at de møder vaccinerede op på kontoret. Hvis de ikke kan leve op til det, må de blive hjemme, lød det dengang.

Mærsk var dermed den første større virksomhed i Danmark, der direkte vil forbyde ansatte at møde op på kontoret, hvis de ikke er vaccinerede.

»Vi siger på en pæn måde til dem, at dine kollegaer sådan set ikke interesserede i, at du kommer på arbejde, når du ikke er vaccineret. Vi siger til dem, at de bringer risiko ind i virksomheden, og vi er ret sikre på, at de fleste vaccinerede medarbejdere har det på den måde,« siger Skou.

Bred viden

Flere amerikanske techgiganter – som Facebook, Netflix, Microsoft og Google – kræver allerede af de ansatte, at de er vaccinerede, og det samme gælder for eksempel CNN og Uber.

Skou siger, Mærsk har valgt at tage skridtet, fordi der ifølge selskabet er en bred viden om effektiviteten og sikkerheden ved vaccinerne.

»Vi synes, at videnskaben er ret klar, nemlig at risikoen for at du bliver alvorligt syg er meget mindre, hvis du er vaccineret. Derfor kunne man måske overveje at gøre det af den årsag,« siger Søren Skou.

Mærsk, der har omkring 95.000 ansatte over hele kloden, har tidligere oplyst, at beslutningen vil blive gennemført i overensstemmelse med lokal lovgivning og inden for de overenskomster, som medarbejderne arbejder under. Virksomheden har sagt, at der kan være tilfælde, hvor der på grund af helbredsmæssige årsager vil blive taget særlige hensyn.

Flere af landets store virksomheder – som Novo Nordisk, Ambu og Lundbeck – har allerede krævet af sine ansatte i USA, at de skal være vaccinerede for at møde fysisk op på kontoret. Men indtil nu har ingen indført tilsvarende regler i Danmark.