Mads Nipper træder ind i et af Danmarks største job: Ørsted er det eneste selskab i verden, der kunne få mig til at forlade Grundfos

Grundfos-topchef Mads Nipper havde ingen planer om nogensinde at skulle væk fra Grundfos. Men så kom Ørsted-formand Thomas Thune Andersen og prikkede den ivrige klimadebattør på skulderen.

Mads Nipper er 54 år gammel og kommer fra en stilling som topchef i Grundfos. Inden da var han over 20 år i Lego. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det kræver mere end bare almindeligt store fødder at fylde skoene ud efter Henrik Poulsen.

Ørsteds afgående topchef kom i 2012 ind i et DONG Energy med alvorlige finansielle problemer, men 1. januar 2021 kan han – efter en global søgen på tværs af kandidater fra forskellige geografier og industrier – overlade Ørsted som Danmarks næstmest værdifulde selskab til Mads Nipper, der kommer fra en stilling som administrerende direktør i Grundfos.