Lovende vaccinehåb genoptages efter »uforklarligt symptom«: »Jeg tror stadig, at vi er på rette spor«

Et fremskredent studie med mulig covid-19-vaccine fra AstraZeneca blev i den forgangne uge sat på pause, da en britisk deltager fik et »uforklarligt symptom«. Nu har en uafhængig sikkerhedskomité vurderet, at forsøget trygt kan genoptages.

 
Forskere over hele verden arbejder på at udvikle en coronavaccine. Nu har Rusland meldt ud, at de har en klar. Video: Reuters/Ritzau Scanpix, redigering: Ida Meesenburg Fold sammen
Læs mere

En britisk deltager i et omfattende og fremskredent forsøg med en mulig covid-19-vaccine fik i sidste uge et »uforklarligt symptom«, der udløste et fuldt stop i forsøget, som Oxford University og AstraZeneca står bag.

Det er siden kommet frem, at der var tale om en sjælden rygmarvsbetændelse.

Men nu bliver forsøget genoptaget, skriver The Financial Times.

Det sker, efter at en uafhængig sikkerhedskomité og nationale tilsynsmyndigheder har gennemgået forsøget og har konkluderet, at det er sikkert at fortsætte podningen af nye deltagere. Forsøget blev bremset forrige søndag, men nyheden slap først ud i onsdags, fremgår det.

Samtidig oplyser Oxford University, at alle opfølgende aftaler med allerede vaccinerede personer fortsatte som normalt i ugens løb.

I alt har 18.000 personer fået vaccinen ved navn AZD1222 som led i forsøget, der foregår i Storbritannien, USA, Sydafrika og Brasilien.

»I store studier som dette er det forventeligt, at nogle af deltagerne vil føle sig utilpasse, og hvert tilfælde skal nøje evalueres for at sikre en nøje vurdering af sikkerheden,« har Oxford University sagt i en meddelelse ifølge The Financial Times.

Hverken Oxford eller AstraZeneca ville lørdag videregive specifikke medicinske oplysninger af hensyn til beskyttelsen af deltagerens identitet.

WHO har tidligere omtalt AstraZenecas vaccine som en af de mest lovende til at bekæmpe sygdommen covid-19.

Danmarks vaccinehåb

I midten af august oplyste Lægemiddelstyrelsen, at EU-Kommissionen på vegne af EU-landene har forhandlet den første forhåndsaftale om køb af vacciner mod covid-19 på plads.

EU-Kommissionens forhåndsaftale med AstraZeneca betyder, at EU-landene har sikret sig ret til at indkøbe 300 millioner doser af vaccinen. I første omgang har Danmark sikret sig retten til 2,4 millioner doser af vaccinen.

I torsdags sagde den adm. direktør for AstraZeneca, at det fortsat var realistisk at have en vaccine klar i slutningen af året eller begyndelsen af næste år, hvis studiet blev genoptaget hurtigt, hvilket har vist sig at være tilfældet.

»Jeg tror stadig, at vi er på rette spor til at have et datasæt, som vi kan indsende inden årets udgang, og så afhænger det af, hvor hurtigt myndighederne vil gennemgå det og give den endelige godkendelse,« sagde adm. direktør Pascal Soriot i torsdags ifølge The Financial Times.

I alt forventer virksomheden og universitet bag forsøget at inkludere op mod 50.000 deltagere i studiet, der efter planen skal udvides til Japan og Rusland.