Lettere at få strøm på bilen: 17 storcentre sætter 600 ladestandere op

17 indkøbscentre i Jylland og på Sjælland sætter inden for det næste års tid næsten 600 ladestandere op til elbiler. Bilejernes organisation, FDM, er begejstret og tror, at det vil fremme udbredelsen af elbiler – hvis de ellers kunne leveres.

Der bliver sat flere og flere ladestandere til elbiler op i Danmark. Clever, som ejes af energiselskaberne Andel og NRGi, åbnede sidste år denne opladningsstation bag Frederiksberg Rådhus. Arkivfoto: Søren Bidstrup Søren Bidstrup

Det bliver nu betydeligt lettere at få ladet sin elbil op, efter at den hidtil største aftale om opsætning af ladestandere ved storcentre i hele landet er på plads.

Det er ladeoperatøren Clever, der skal sætte knap 600 ladestandere op ved 17 storcentre, som er ejet af Danske Shoppingcentre på Sjælland og i Jylland.