Lars står over for restaurantåbning, mens nye restriktioner ramler ned over ham: »Det er lidt surrealistisk«

Alt imens regeringen pålægger restaurationsbranchen i københavnsområdet nye restriktioner, står Lars Broberg over for at skulle åbne en helt ny restaurant. Han har overvejet, om det er det hele værd, men der er ingen vej tilbage. »Det er bare en ny, hård kamp, der skal vindes,« siger han.

Lars Broberg står over for at skulle åbne en helt ny restaurant i Hellerup, alt imens nye restriktioner rammer branchen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

På tirsdag åbner Lars Broberg sin nye bistrorestaurant, Rosé Rosé, i Hellerup sammen med to partnere, og han havde egentlig forventet, at stedet ville få en nogenlunde rolig start på tilværelsen. Også selv om restaurationsbranchen som helhed har ligget underdrejet siden marts på grund af coronakrisen.

Men i tirsdags – præcis en uge før Rosé Rosés længe ventede åbning – tonede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) frem på skærmen og gjorde Lars Brobergs forventninger godt og grundigt til skamme.

»Vi sad og så pressemødet live, og vi tænkte bare shit, shit, shit, shit,« fortæller Lars Broberg.

Regeringen lagde nemlig nye restriktioner ned over den i forvejen hårdt prøvede branche. Reglerne betyder blandt andet, at restaurationer i københavnsområdet fremover skal lukke kl. 22, ligesom det bliver et krav, at både medarbejdere og gæster skal iføre sig mundbind eller visir, når de ikke sidder ned.

Dermed bliver krisen unægteligt forværret for restaurationsbranchen, der i forvejen har oplevet hundredvis af fyringer, konkurser og store tab i omsætningen, efter at regeringen lukkede samfundet ned i marts.

Og den virkelighed var Lars Broberg da også bekendt med, da han i juli underskrev papirerne for Rosé Rosé. Men han havde bestemt ikke forventet, at restauranten ville blive underlagt helt nye restriktioner så kort tid før åbningen.

»Vi har alle tre prøvet at starte en restaurant op fra bunden, men det her er bare en virkelighed, som absolut ingen af os kender til,« siger Lars Broberg.

Og selv om Lars Broberg beskriver sig selv og sine partnere som »erfarne entusiaster« med et positivt livssyn, er han slet ikke i tvivl. Restriktionerne kommer til at påvirke restauranten fra dag et, forudser han.

»Vi er ikke engang åbnet endnu, så det er på mange måder virkelig ufedt. Og det kommer uden tvivl til at få konsekvenser for vores omsætning, hvis det betyder, at folk kommer til at gå mindre på restaurant, end de gør i forvejen,« siger Lars Broberg.

»Selvfølgelig har tanken ramt mig«

Konkret peger Lars Broberg på, at den begrænsede åbningstid kommer til at påvirke Rosé Rosés omsætning, da en stor del af restaurantens indtjening under normale omstændigheder ville have ligget efter kl. 22. Men den indtjening må restauranten undvære efter de nye skærpelser.

»En væsentlig del af indtjeningen ligger jo efter kl. 22, og hvem vil bestille en flaske vin kl. 21.30, hvis vi skal sende vores gæster hjem en halv time efter? Så det vil uden tvivl gøre ondt på vores omsætning,« konstaterer restauratøren og kalder restriktionen for et »fejlskud«.

»Det er lidt surrealistisk at være en del af det her projekt,« fortæller Lars Broberg, der tirsdag slår dørene op for restaurant Rose Rose i Hellerup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix.

Lars Broberg fortæller samtidig, at krisen generelt har skabt »stor usikkerhed« om, hvordan Rosé Rosé kan udvide medarbejderstaben i opstartsfasen, da Lars Broberg og hans partnere reelt ikke ved, hvor mange kunder der kommer til at besøge restauranten. De har imidlertid intet andet valg end at fortsætte, siger han.

»Vi ved ikke, hvordan gæsterne vil reagere på restriktionerne, men vi har skudt rigtig mange penge i projektet. Så det er klart, at vi har brug for gæsterne, så vi kan få tjent nogle af pengene ind igen. Det er lidt surrealistisk at være en del af det her projekt,« fortæller Lars Broberg.

Tanken om at droppe åbningen af restauranten har da også strejfet Lars Broberg.

»Det er sådan en tanke, jeg bare skyder væk. Den er alt andet end produktiv. Men selvfølgelig har den ramt mig, men jeg må bare lukke øjnene og tro på det,« siger Lars Broberg, der også beretter om kolleger, der allerede har forladt branchen på grund af den stigende usikkerhed.

Derfor ser han også gerne, at restaurationsbranchen og Rosé Rosé bliver omfattet af nye hjælpepakker, så størstedelen af restauranterne fortsat eksisterer, når grænserne igen åbner efter coronakrisen.

»Vi skulle gerne være klar til at betjene gastroturisterne igen, når de vender tilbage efter coronakrisen. Men vi kommer til at gå glip af den turisme på sigt, hvis vi lader halvdelen af branchen lukke,« siger Lars Broberg.

Trods uvisheden tror og håber Lars Broberg, at Rosé Rosé vil finde fodfæste, selv om krisen kommer til at præge restaurantens første tid.

»Vi skal nok klare det. Det er bare en ny, hård kamp, der skal vindes,« siger han.