Lagkagehusets danske topchef stopper

John Tønnes stopper som chef for Lagkagehusets 89 danske butikker.

Lagkagehuset i Ny Østergade, København Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Efter blot halvandet år på posten stopper John Tønnes som adm. direktør Lagkagehuset i Danmark.

Det fremgår af ændringer i CVR-registret.

John Tønnes begyndte i Lagkagehuset i oktober 2017, efter at han de foregående 16 år havde været direktør for Nordisk Film Biografer.

Afskeden skyldes, at ansvaret for produktionen til de 89 danske butikker nu centraliseres, begrunder adm. direktør for hele Lagkagehuset-koncernen Jesper Friis i en mail til FødevareWatch.

»Jeg er enig i retningen, men så dog mig selv fortsætte med det fulde ansvar, ikke kun det kommercielle. Det er en fantastisk og sund virksomhed i flot vækst, og jeg glæder mig til at følge fremgangen,« udtaler John Tønnes til mediet.

Hos Lagkagehuset er man ærgerlig over John Tønnes' beslutning.

»Vi ærgrer os, men accepterer naturligvis Johns beslutning og takker ham hjerteligt for hans måde at være på, og for alt det han har gjort for vores virksomhed,« siger Jesper Friis til FødevareWatch.

Jesper Friis er direktør for Lagkagehuset-koncernen. Han stopper som bestyrelsesformand og er indsat som direktør for den danske del af forretningen også. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

Jesper Friis stopper som bestyrelsesformand

I CVR-registret fremgår det desuden, at Jesper Friis stopper som bestyrelsesformand, men fortsætter som medlem. Ny bestyrelsesformand er selskabets finansdirektør Mikael Koch Jensen.

Lagkagehuset er historien om Jyllands største bager og Sjællands største bager, som i 2008 slog sig sammen under navnet Lagkagehuset. Steen Skallebæk var bagermester fra den jyske del af Danmark og Ole Kristoffersen fra Sjælland.

Siden er det gået stærkt for kæden, som den nordiske kapitalfond Nordic Capital i dag ejer majoriteten af, og som har udviklet sig til en millionforretning på 781 mio. kr. i årsomsætning, mens duften af nybagt brød breder sig over hele landet i 89 butikker.

I januar 2017 åbnede selskabet sin første butik i London, hvor den nu har ti butikker, og i januar åbnede kæden den første butik på Manhattan i New York. Navnet Lagkagehuset klinger dog knap så godt på engelsk. Butikkerne i både England og USA hedder derfor »Ole & Steen«, opkaldt efter stifterne af kæden, selv om de i sommeren 2017 solgte deres sidste aktier i foretagendet.