For et par uger siden kom det frem, at Thornico-ejeren og den tidligere investor i DR-programmet »Løvens Hule«, Christian Stadil, havde oprettet et nyt selskab ved navn Harridslev A/S.
Formålet med virksomheden var at »eje og udleje ejendommen Harridslevgaard Slot samt anden dermed i forbindelse stående virksomhed«.
Det fik flere medier til at spekulere i, om han var køberen af slottet i Bogense på Nordfyn, og nu viser det sig, at den er god nok. Slottets nuværende ejer, Francesca Nicola von Schimko, bekræfter over for Ekstra Bladet, at Christian Stadil har købt Harridslevgaard Slot og Herregaarden Jerstrup.
Det står ikke klart, hvad Harridslevgaard Slot er blevet solgt for, men i maj blev prisen sænket fra oprindelig 28 millioner kroner til lige under 20 millioner kroner.
Francesca Nicola von Schimko fortæller til avisen, at salget er sket med en »god mavefornemmelse«:
»Det er så dejligt, at vi endelig har fundet en seriøs køber, hvor det kører, og ikke er så turbulent, som det har været de seneste tre måneder. Jeg mangler stadig ord for den oplevelse. Man lærer jo noget hele tiden.«
Salget til Christian Stadil kommer, efter at Francesca Nicola von Schimko egentlig var på vej til at sælge slottet til den omdiskuterede danske kunstner Jim Lyngvild og sangeren Trine Jepsen. Tidligere på sommeren meldte duoen således ud på Facebook, at de havde købt slottet i Bogense.
Men planerne brast, fordi det ville koste for meget at lave de nødvendige reparationer, oplyste Jim Lyngvild ifølge Ekstra Bladet. Nu ønsker kunstneren imidlertid Christian Stadil tillykke med købet.
»Af hele mit hjerte og fra den dybeste respekt ønsker jeg Christian Stadil held og lykke med Harridslevgaard,« skriver kunstneren på Facebook.
Christian Stadils køb af Harridslevgaard Slot betyder, at Stadil-familien får en ekstra ejendom på Fyn i deres portefølje.
Hans far, erhvervsmanden Thor Stadil, har nemlig ejet hovedbygningen til Kørup Slot siden 2005.
Christian Stadil var i 2022 Danmarks 19.-rigeste med en formue på 9,6 milliarder kroner.