Kunder slipper for køen i alle Fakta-butikker

Fakta har siden juni testet appen »Bip og Betal«, hvor kunder selv kan scanne og betale varer med mobilen uden at stå i kø. Betalingsløsningen er nu udbredt til alle Fakta-butikker.

Lars Rasmussen, der er kommerciel chef i Fakta, har store forhåbninger til den nye betalingsløsning. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

Faktas kunder kan nu springe køen til kassen over. Det skyldes, at kæden har udbredt betalingsløsningen »Bip og Betal« til samtlige 356 Fakta-butikker. Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

Betalingsløsningen, som fungerer ved, at kunderne henter en app, hvormed de kan scanne og betale varerne, har de seneste måneder været testet i 50 butikker. Hurtigere end forventet er løsningen nu blevet rullet ud i hele kæden.

»Vores erfaringer er meget positive. Mange kunder kan lide bekvemmeligheden ved, at indkøbsturen bliver mere afslappet og hurtigere klaret,« siger Lars Rasmussen, der er kommerciel chef i Fakta, i pressemeddelelsen.

Der vil ikke blive ændret i bemandingen i Fakta-butikkerne, men hvis kunderne benytter sig af løsningen, vil det ifølge Lars Rasmussen give personalet bedre tid til at sætte varer på hylderne og holde orden i butikken.

Kunder skal vænne sig til at springe køen over

Selvom Fakta har positive erfaringer med den nye betalingsløsning, var flere kunder tilbageholdende med at springe køen over, da Berlingske i oktober besøgte en af butikkerne.

I løbet af den halvanden time, Berlingske var i butikken, var der ikke en eneste kunde, som benyttede sig af »Bip og Betal«-appen, der er Coops svar på fremtidens måde at handle på.

»Jeg ved godt, at de har indført den der app »Bip og Betal«, men jeg synes altså, det er alt for besværligt at rende rundt med min telefon og scanne varer, når jeg samtidig skal bære på min taske og mine andre indkøbsposer. Så er det lettere bare at putte varerne i kurven og så stille sig i kø ved kassen,« fortalte Pernille Howalt, som var kunde i butikken.

Hvis alle kunder vænner sig til betalingsløsningen, er der dog stadig behov for personale i butikkerne, da det ikke er alle varer, som kan betales med appen.

»Vi har programmeret alle varer, der er aldersbegrænsning på, til, at der skal komme en og tjekke det. Så når du f.eks. scanner en vin, skal du bekræfte, at du er over 16 år, og så tjekker medarbejderne, at du er over 16 år, inden du kan betale,« fortalte Lars Rasmussen tidligere.

Coop, som driver kæderne Fakta, Kvickly, Irma, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen, forventer, at kunderne til foråret kan betale med appen i alle Coops 1.100 butikker.