Truslen fra cyberangreb presser danske virksomheder så meget, at der er behov for en massiv oprustning hos både myndigheder og erhvervsliv.

Det påpeger erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) og konsulenthuset KPMG i fællesskab, efter at de i en ny undersøgelse har fået kortlagt, at to af tre adspurgte virksomheder – 64 procent – har lav eller ingen tillid til, at dansk politi og danske myndigheder effektivt kan efterforske og retsforfølge cyberkriminelle.